Fjorten små noveller om mennesker der opfører sig forventeligt, indtil de ikke gør det længere.
I ‘Okay Linda’ står mennesker mast tæt sammen i toget. Alt for tæt hvis man spørger den lille, forsigtige mand der står ved døren. Han spørger stilfærdigt den kvindelige kontrollør, om det er toget til Nivå, og bliver nærmest overfaldet af den aggressive dame. En anden passager skælder kontrolløren ud, men den lille forsigtige mand siger pænt, at han forstår det godt. Han har også været ansat i DSB. Kontrolløren hidser sig op igen, og den lille mand tager en præcis og lammende hævn.
Det er en novelle man kan nyde i al dens retfærdighed. Det ser værre ud i ‘Chokolade af de fine kopper’, hvor Kirsten er inviteret til 7-års fødselsdag hos en klassekammerat. Det er forkert fra begyndelsen, selvom Kirsten får mange formaninger med hjemmefra, og det går helt galt under festlighederne. Måske er Kirsten virkelig forkert.
Der er flere børn, der slås med verdener, de ikke helt forstår, og så er der en del voksne, der ikke accepterer den verden de har, som den ældre dame i flyet, der medbringer sin afdøde mand i en urne. Hun omtaler ham både i nutid og datid og lever sit liv, som om han også stadigt var levende.
Mere smertefuldt er det i ‘Jeg ringer’ om et romantisk møde mellem to unge. Den helt store kærlighed for den ene, og en god, lidt mere tilfældig oplevelse for den anden. Efter en årrække mødes de igen, den har opnået sine drømme, den anden ikke, men det bliver opklaret, hvorfor forholdet ikke udviklede sig dengang.
De søde og tankevækkende novellerne fortæller om menneskers behov for hinanden, om hemmeligheder, skuffelser og glæder.
Lufte Rufus
Noveller
Birgit Erup
156 sider
Brændpunkt
Udgivet: 2019
Birte Strandby