Folkemødet 2023 blev dér, hvor aktiv dødshjælp blev sat på dagsorden. Emnet er et vigtigt tema i bogen ”Løftet” af forfatter og journalist Kirsten Jacobsen. Heri skriver hun om ægtefællen Lars Herluf Jensens sidste tid med svær sygdom. Ægteparret havde indgået en overenskomst om at hjælpe hinanden herfra i tilfælde af alvorlig svækkelse. Men da alvoren viste sig, var løftet ikke så ligetil.
Kirsten Jacobsens mand er 83 år, da han en uge op imod jul 2021 falder om med en blodprop i hjernen. Sundhedssystemet viser sig fra sin stærke side og redder ham. Han flyves i helikopter til højt kvalificeret lægehjælp. Men da han først ér reddet og ligger – ikke sidder – tilbage med mén og tabt livslyst, er gode råd dyre.
Fra starten af advokerer hustruen for, at manden ikke vil genoplives. Som et mantra gentager hun, ”Han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives” – til alt det sundhedspersonale de møder allerførst i forløbet. Ægtefællen havde underskrevet et livstestamente. Han ønskede ikke genoplivning. Men blodproppen i hjernen blev opløst. Lars Herluf Jensen blev reddet til et miserabelt liv (i deres øjne).
Hustruen og de pårørende besøger flittigt Lars Herluf Jensen. Han overflyttes til et genoptræningssted. Men han mistrives og magter ikke genoptræningen. Appetit og livslyst visner. Kirsten Jacobsen kæmper som en bjørn for at hjælpe, og hun taler sin mands sag.
”Løftet” beskriver mødet med det danske sundhedsvæsen. Bogen viser det kommunale system, hvor en hær af visitatorer og sagsbehandlere står på nakken af sig selv med formularer, venlige og velmente ord samt ikke mindst regler og restriktive rammer, som borger og pårørende skal agere indenfor. I sin kamp for mandens bedste, balancerer Kirsten Jacobsen sig ud i en farefuld dans, der ikke nødvendigvis er til eget bedste, al den stund det er udmarvende.
Undervejs i fortællingen om mandens sygdom og forløbet der fulgte, ser Kirsten Jacobsen også tilbage på deres forhold. Læseren hører om, hvordan de mødtes midt i livet, og om hvordan de indgik en pagt om, at ingen af dem ville se til, at den anden kom til at visne i mørke efter alvorlig sygdom. Da først ægtefællen overlevede blodproppen med svære mén, og aldrig blev den samme igen, viste løftet sig helt anderledes svært at forholde sig til.
Erindringsbogen bærer undertitlen ”En kærlighedshistorie”. Det er ”Løftet” i dén grad også. Læseren fornemmer tydeligt den store kærlighed, der løber begge veje. Hustruen beskriver til en start hvordan, at hendes mand altid har gjort sig umage med at servere kaffe på sengen til hende. En kærlig handling hun har nydt og værdsat – og som hun senere kommer til at gengælde, da manden flyttes retur til hjemmet i erkendelse af at genoptræning ikke hjælper som tiltænkt.
”Løftet” er ikke blot en fortælling om at forholde sig til liv og død. Det er om noget en personlig beretning om at gå fra ægtepar til patient og pårørende. Deri ligger en rørende og også til tider ret rå beretning. Det er barskt at være ved at miste hinanden, når hjælpemidler og sundhedsprofessionelle i hjemmet udvisker de tætte relationer mellem mand og kone. Det kræver omtanke og omhu at nære og pleje det særlige, man sammen har – trods alt.
Ingen af os slipper for mødet med døden. Den kommer i mange former. Ofte er det, som her, når livet går på hæld. Men det er stadig vigtigt, at vi hver især forholder os til det, der sker i den situation. Kirsten Jacobsen ønsker sig mere: At vi aktivt reflekterer over retten til selv at måtte fravælge livet, når det ikke mere giver mening. Samfundet bør ifølge hende gøre det lettere at sige farvel. Hun er fortaler for både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord – uden at bogen direkte prædiker det.
Kirsten Jacobsen fejer intet ind under gulvtæppet, når det drejer sig om det at blive afhængig af offentlig hjælp og pleje. Hun beretter med både alvor, galgenhumor, bid og vid. Det ressourcefulde ægtepar har tidligere klaret sig selv. Nu må de acceptere, at eget hjem bliver en scene, hvorpå hjemmeplejens medarbejdere slår sig løs.
Som forfatter kan Kirsten Jacobsen sit skrivehåndværk til perfektion. Hun krydrer fortællingen med citater fra litteratur og kultur. Det understreger hendes pointer. ”Løftet” er forfattet med en dygtig og flydende pen. Stoffet er vedkommende og umådeligt vigtigt. Det gælder uanset om du er fagperson eller pårørende. Bogen understreger, at et livstestamente ikke er en garanti for, at man får en værdig afslutning. Den skildrer med stor autenticitet, hvordan Kirsten Jacobsen sidder tilbage med dårlig samvittighed fordi hun ikke føler hun slår til. ”Løftet” er en vellykket erindrings- og debatbog med meget på sinde. Den kommer langtfra hele vejen rundt om det dybt komplekse emne, men den er allerede med til at sætte dagsorden. Læs den for det fine personlige erfaringsgrundlag der her bliver os alle til del.
Løftet
Forfatter: Kirsten Jacobsen
Forlag: Politikens Forlag
128 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: Den 2. marts 2023
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Anmeldelse i Berlingske: https://www.berlingske.dk/pilestraede/et-kaerlighedsloefte-blev-brudt-kirsten-kunne-ikke-slaa-sin-mand-ihjel
Anmeldelse i EkstraBladet: https://ekstrabladet.dk/underholdning/anmeldelser/alt-bare-ikke-det/9659669
Anmeldelse i Altinget.dk: https://www.altinget.dk/etik/artikel/kirstens-mand-blev-holdt-i-live-mod-sin-vilje-nu-kaemper-hun-for-andres-ret-til-at-doe