Livet – illustreret er en fantastisk bog med vidunderlige billeder. Det er et produkt fra en kunstner, og den burde også anmeldes af en kunstner.
Den begynder i barndommen og slutter med døden. Der er kun en sætning på hver side, men det lykkes alligevel at få et helt livsforløb smukt fremstillet – og endnu engang bekræftes klicheen om, at et billede siger mere end tusind ord.
Det første billede i bogen viser en pige der står i en mark af solsikker. Hun har et stort kruset hår og en lille farverig fugl på toppen. Hun har solsikker i favnen, et forventningsfuldt udtryk i ansigtet, og hele billedet er i varme gule og brune farver. Det er måske også en lille smule kliche, men det forhindrer ikke, at det er en nydelse at betragte.
De næste billeder har teksterne: ‘Husker du, da vi badede i sommerregnen?’, og ‘Husker du lyse sommeraftener med mælkebøttesaft på fingrene?’ Billederne er fyldt med regn og mælkebøtter og glade unger. Der er også billeder af vinter, jul og nysgerrighed – og glade unger.
Stemningen ændrer sig, da vi når teenageårene og opdager, at verden kan være uretfærdig og forældre umedgørlige. Det handler om bøjle på tænderne og en verden der er overvældende den ene dag og ligger for fødderne af beskueren den næste dag.
Så bliver man voksen, og det handler om forelskelser, studier, babyer og kaos. Billedet med babyer og kaos er på enhver måde kaotisk – en madlavende mand med et skrigende barn på armen og et andet der har hægtet sig fast til hans knæ. Han står tilsyneladende og råber på sin ægtefælle, der gemmer sig under skrivebordet i den rodede lejlighed. Det giver mildest talt kant til de overvældende billeder med blomster og glade børn.
Lisa Aisato har malet en pige der gynger helt op i himlen. Det er ikke uden lighed med et billede af Stian Hole, hvor to børn sidder på en gren og kigger ud på nattehimlen, og der er flere ligheder, ikke mindst når vi kommer hen i afdelingen for ældre og gamle.
Livet – illustreret er solgt i Norge i 120.000 eksemplarer, og bogen er solgt til oversættelse i 10 lande.
Livet – illustreret
Lisa Aisato
Oversat af Per Straarup Søndergaard
190 sider
Straarup & Co
Udgivet: 25.03.2020
Birte Strandby