Shirley Jackson kunne noget med overnaturlige kræfter, spøgelser om man vil, som i Hjemsøgt eller ‘The Haunting of Hill House’  – senest filmatiseret i 1999 med Catherine Zeta-Jones og Liam Neeson og noget andet med stemninger blandt andet som i gyseren The Lottery, novellen der har det med at krybe ind under huden på sin læser, selv om man måske allerede har læst den tre gange tidligere. Den er fortsat uhyggelig.

Derfor er det ikke mindre end et kulturchok at læse ‘Livet blandt de vilde’ fra 1953 der simpelthen handler om en børnefamilie der har en stor lighed med forfatterens egen familie. Bogen er baseret på artikler skrevet til ‘Good Housekeeping’, Mademoiselle’ og ‘Woman’s Day’.

Vi begynder, da familien pludseligt gøres opmærksom på, at de ikke har betalt deres husleje, og at de bliver smidt ud, fordi andre har lejet deres lejlighed. Heldigvis finder de et hus, de kan leje. Det er ældre og bestemt ikke perfekt, men det bliver ikke deres største problem.

Familiens ældste barn, sønnen Laurie, begynder i skole. Hver dag kommer han hjem og fortæller om Charles, en frygteligt grænsesøgende klassekammerat, der bruger ord af en type der får hans klasselærer til at vaske hans mund med sæbe, kaster med kridt og bliver straffet  næsten uafbrudt. Forældrene er meget spændte på at møde Charles’ mor til forældremødet, men der venter dem en overraskelse. Astrid Lindgren har den stort set samme handling i et af kapitlerne i Madicken fra 1960.

En af fortællingerne fra det vilde hus er en opskrift på, hvordan man henvender sig til en anden  mor og i nogenlunde diplomatiske vendinger fortæller, at hendes søn har mobbet Laurie. Eller også har Laurie mobbet den anden dreng. Det er ikke nogen let samtale, især ikke fordi børn og mand sidder klar med supplerende bemærkninger ved siden af. Efter samtalen mellem mødrene er det ikke helt klart, hvem der er mobber og hvem der er offer, men måske er det heller ikke det vigtigste.

Til gengæld er der ingen tvivl om, hvem der skyder med luftgevær efter jordegern, og hvilken af de to arrogante katte der har bragt et jordegern ind fra haven. Katte har deres særheder, og denne ene kat foretrækker at spise sit jagtbytte fra sin madskål inde i huset. I det her tilfælde må husets herre undtagelsesvist forsøge at hjælpe katten med at nedlægge byttet.

Denne kvindelige gysets mester kan også fortælle gode, skarpe historier om det helt almindelige eller næsten almindelige liv med familie, katte og et engageret lokalsamfund. Velfortalt, underholdende, måske er der noget, man kan genkende fra sit eget familieliv med børn.

Livet blandt de vilde

Shirley Jackson

Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Forord af Cecilie Lind

258 sider

Alhambra

Udgivet: 23.09.2024

Birte Strandby