”Ville du overlade det til en kommunikationsrådgiver at formulere din lidenskab og din kærlighed, din inderste længsel og dens opfyldelse, og entusiasmen og alvoren der skal til for at forhindre civilisationens undergang?”
Sådan spørger Ellinor, romanens hovedperson, en 35-årig kvindelig kommunikationsmedarbejder, sin chef. Han spørger undrende tilbage, om hun er fuld? Han spørger ikke, fordi Ellinor ofte drikker for meget. Men fordi hun ikke plejer at bruge det sprog. Bruge store ord som kærlighed, lidenskab, engagement.
Og nej, Ellinor er ikke fuld. Hun er bare, efter mange måneders,- og 120 siders ,-tilværelse i ensomhed og meningsløs tristesse begyndt at få færten af en højere mening med tilværelsen. Ellinor bor alene, er kæreste med Stein, som er alenefar, og som hun holder ud i strakt arm, og ikke rigtig ved hvad hun skal bruge til. Hun har en søster, hun ikke forstår og en mor hun forsøger at undgå. Og så er Ellinor som sagt kommunikationsmedarbejder på et lille bureau, hvor hun skriver små, ligegyldige artikler om sportsarrangementer og kommunalbestyrelsesmøder.
Vendepunktet sættes i gang da hendes kollega, Dag forsvinder. Han er rejst og efterlader sig et afskedsbrev, som beskriver noget af den livslede, Ellinor selv kæmper med. Dag var i gang med en kampagne mod EUs tredje postdirektiv sammen med Postarbejdernes fagforening, og Ellinor får til opgave at gøre arbejdet færdigt. EU ´s postdirektiv handler om fri konkurrence på brevpost.
Ellinor rejser til Nordnorge for at mødes med nogle af de postarbejdere, det hele handler om. Men Ellinor er ikke begejstret. For hvem kan bekymre sig om noget så kedeligt og ligegyldigt, som EUs postdirektiver? Egentlig er hendes opgave at undervise postarbejderne i at træde frem og formulere sig godt i debatter. Men mødet med de engagerede og nærværende postarbejdere, som er fulde af selvoplevede fortællinger om hvor meget det betyder med et velfungerende postvæsen, i alle afkroge af landet, gør dybt indtryk på Ellinor. Hendes forhold til andre mennesker begynder langsomt at forandre sig, og hun bliver klar over, at hun er nødt til at finde frem til et andet sprog, end det nøgternt kølige, hun selv er skolet i. Hun må skille sig af med et sprog der ”flader fjeldet ud og slukker ilden”, og lære sig et sprog med følelse og nærvær, og at turde bruge de store ord.
Vigdis Hjorth tager afsæt i virkelige begivenheder. Eus tredje postdirektiv er således implementeret i flere lande, ligesom Det Norske Arbeiderpartis Landsmøde 2011, indeholdt de debatter, der er gengivet i bogen. Det lyder umiddelbart ikke som oplagte emner til en god roman. Men det bliver aldrig kedelig læsning. Vigdis Hjorth balancerer sin fortælling perfekt mellem humor og ironi og seriøsitet. Hun har noget på hjerte.
”Leve posthornet” er en bog om valg og eksistens, og om hvordan sprog og litteratur kan forandre vores virkelighed. En original og velskrevet bog, som kan anbefales.
Leve Posthornet
Vigdis Hjort
Oversat fra norsk af Lene Schiøtt
Forlaget Turbine
194 sider
På dansk 2014 – Genudgivet 16.maj 2022
Maibritt Lindblad
