Linda Olsson skriver igen om ramte sjæle, om mennesker der mister mere end de fleste kan bære og alligevel formår at finde en vej videre. I ‘langsomt lukker jeg døren’ overgår Olsson sig selv – og sine foregående romaner ‘Astrid og Veronika’, ‘Sonate til Miriam’, ‘En søster i mit hus’, ‘Solsorten synger’.
Romanen begynder roligt og det varer lidt inden læseren indfanges helt, men siden bliver det smerteligt gribende, da sammenhænge og forhistorien dukker op i horisonten.
Helga overlader sit hus på Hamilton Beach til Wills og hans lille datter. Wills er også hårdt ramt, han er alene, efter at moren til hans barn er død. Mens han skaber en tilværelse for sig selv og datteren, rejser Helga for måske aldrig mere at komme tilbage. Hun har et projekt der skal afsluttes, og hun kender ikke helt afslutningen, men ved at det kommer til at gøre ondt.
Hendes eventyr – hendes liv næsten – begynder i Paris otte år tidligere. Der – i en relativt moden alder – møder hun det menneske, Peter, hun ikke kan undvære. Det første nogensinde. Han kommer fra Auckland og skal tilbage dertil, men det elskende par oplever den store lykke i Paris og erfarer med glæde at kærligheden er gensidig. Helga følger efter til Australien til Peters hus på Hamilton Beach. Et sted han ikke har besøgt i flere år, og det er der også grunde til.
Helga bliver gravid. Hun er ikke engang helt sikker på, at hun ønsker sig barnet, men hun deler med glæde Peters forventninger og drømme, og derfor glæder hun sig også til barnet, datteren Nina.
Det lykkes over al måde forfatteren at gribe både den store glæde og den dybe sorg, da ulykken indtræffer og smadrer alt hvad der var lys og håb. Opbygningen af romanen er mesterlig, og Helgas sprog næsten magnetisk.
Det er mærkeligt, hvilke billeder der træder tydeligst frem, når der er gået noget tid. Jeg husker Ninas dunede pande. Og jeg husker dine tomme, åbne hænder.
langsomt lukker jeg døren
Linda Olsson
Oversat af Randi Bjerre Høfring
253 sider
Aronsen
Udgivet: 2022
Birte Strandby
