‘Et stort fortælletalent’

var en af anmelderkommentarerne, da Lars Kjædegaard i 1981 debuterede med ‘Sidste år’. Og det kan man kun nikke bifaldende til. I den lille erindringsbog Lang Dag Mand rykker vi fra 1963 op gennem årtierne, musisk, politisk, litterært og under indflydelse af hashtåger i halvfjerdserne.

Lars Kjædegaards erindringer begynder i en tid, hvor forældre ikke bare slog deres børn, men hvor det var fuldt ud accepteret og en del af børnenes opdragelse. Kjædegaards forældre praktiserede det ikke, men mange andre gjorde.

Hans forældre var med til at grundlægge Helsingør Lilleskole, der som andre, tidligere friskoler, var en slags oprør mod folkeskolen. Lilleskolen havde de engelske Summerhill-skoler som forbillede, men den danske udgave var mere stilfærdig trods progressive lærere. Den høfligt progressivt lærer blev senere afløst af en mere flippet udgave med langt hår og bøvet sprog. Kjædegaards far kogte forskellen på folkeskolen og de nye skoler ned til:

– Høh, jeg ved sgu da godt, hvad forskellen er. Lærerinderne i folkeskolen bruger bh.

Senere handler det om Beatles og Yesterday – benævnt som talentets og kunstens suveræne sejr over autoritær tænkning.

Med til den personlige historie hører også overraskelsen og forskrækkelsen over at blive inviteret ind på politigården og få at vide, at Kjædegaard indgik i Blekingegadebandens arkiv på grund af jødiske forfædre. Blekingegadebanden var på det tidspunkt blevet fanget, og senere blev de idømt fængselsstraffe, så det blev ved de latente trusler.

Et andet nedslag i fortællingen handler om tekstningen af serien Dollars. I en enkelt løssluppen pause blev skuespillerne tillagt nogle barnlige, sjovere replikker, og i et øjebliks distraktion er det tæt på, at de forkerte tekster bliver vist i ugens episode. Heldigvis bliver den reddet på målstregen.

Kjædegaard har skrevet romaner og krimier i 40 år, 40 i alt, og solgt mere end 400.000 bøger. På 130 sider får Kjædegaard skitseret et liv med stort fortælletalent.

Løgn i din hals er udkommet og anmeldt.

Lang dag mand

Autoroman

Lars Kjædegaard

130 sider

Gyldendal

Udgivet: 11.02.2020

Birte Strandby