Det er forfatterens hensigt med denne bog at sætte fokus på kvindelige holdninger til moralske dilemmaer, og med den hensigt er otte veluddannede kvinder sammenbragt på Klitgården: Christine Antorini, Jytte Brandi, Louise Gade, Anne-Marie Skov, Anna Svenstrup, Anna Vinding, Vibeke Windeløv og Birgitte Østberg.
Bogen begynder med de damers præsentation af sig selv, lidt om hverdag, civilstand etc. Bemærkelsesværdigt, at de to politikere gennemsnitligt bruger ca. tre gange så megen spalteplads som de andre deltagere.
Det første dilemma, kvinderne møder, er debatten om, hvorvidt man skal ofre de få for at redde de mange, og hvad man egentligt skal give køb på. I den forbindelse kommer såvel 2. verdenskrig som Irakkrigen op, herunder spørgsmålet om, hvor Bush og Anders Fogh fik deres fuldmagter til invasionen henne, og om problemerne med EU og FN, der tydeligvis har fejl og mangler, indrettet som de er efter nationernes gamle magtpositioner. Der er bred enighed om, at forudsætningen for at gå ind i Irak var bygget på løgnehistorier og oliebehov, og at demokrati nok ikke bør være noget, man maser ned i hovedet på folk.
Det næste dilemma er reaktionen på Johannes V. Jensens En sømand har sin enegang, der fører både til barndommens sangtradition, branding af Danmark og en kritik af landets småtskårne udlændingepolitik. Et andet dilemma handler om de nye bioteknologier herunder gensplejsning, og det ottende dilemma omfatter en samtale med Henrik Dahl om hans og Ole Thyssens bog: Krigen, borgeren og taberen, hvorefter samme Dahl overtager mere end 50% af replikkerne i sin udlægning af dansk tabermentalitet- og tabermoral.
Sprudlende debatbog med mange interessante og velunderbyggede holdninger. Rigelig ordmængde – talesproget gør bogen dynamisk, men tilfører også em del flere ord end strengt nødvendigt, og som i mange diskussioner er der naturligvis gentagelser både med og uden variation. Udbytte: Et indtryk af, at flere ting måske med fordel kunne diskuteres i det offentlige rum.
Kvinderne på Klitgården
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 15.05.2009