Kunsten at sige nej – med god samvittighed

En af børns vigtigste funktioner er at reklamere for forældrenes fortræffelighed, velstand, moral eller skjule manglen på samme.

Efter at forældre og lærere i mange år har arbejdet med at sætte grænser for ungerne, slår Jesper Juul nu fast, at det i virkeligheden handler om, at forældrene fortæller ungerne, hvor deres egne grænser går. Som det står så smukt, så handler det ikke om en magtkamp inspireret af tvs supernannies, men om fordelen ved at barnet kan forholde sig uproblematisk til sine forældre/rollemodeller, og fordelen ved at undgå de konflikter, der kan opstå, hvis man ikke får sagt nej i tide, herunder at der er forskel på et maskulint og et feminint nej. Essensen er, at usikre frustrerede forældre udsender for mange forvirrende signaler, og at børn i deres udforskning af egen identitet har brug for et trygt læringsmiljø, de kan forholde sig til.

Problemet er dels funderet i samfundets overgang fra kollektivisme til individualisme, og dels i at netop de seneste generationer har opnået en velstand, der gør det muligt til enhver tid at få det man gerne vil have. Børn er ikke bevidste om egne behov, men har brug for at forældrene hjælper dem til skelne mellem uægte og ægte behov. I stedet for at spørge: Hvad har du lyst til? skal spørgsmålet ændres til: Hvad vil du?

Børn har krav på at være sammen med voksne, der ikke foregiver at være overmennesker, men samtidigt skal ungerne ikke være ansvarlige for familiens trivsel. Som Anna Wahlgren har Juul en aldersgrænse omkring puberteten. Før den tid er det væsentligt, at forældrene tager ansvaret. Wahlgren går så vidt som til at sige, at voksne ikke bør give udtryk for bekymring overfor børn under 10-12 år. Det samme skriver i øvrigt Helga Moos i sin Hvad har du lært dit barn i dag?(1995), hvori hun overfor et bekymret barn erklærer, at der ikke findes hugorme på Als.

Som noget nyt opererer Jesper Juul med en gruppe, han kalder ’autonome børn’, det vil sige børn, der er mere afgrænsede, mere færdige, allerede fra spædbarnsalderen. De har ikke samme behov for at vokse sammen med familien, og de er angiveligt vanskeligere at manipulere.