Vi begynder med noget der kunne ligne en samtale mellem en klient og en psykolog eller psykiater.
Et jeg taler med et du. Jeg’et/hovedpersonen fortæller om en barndom, en mor der svinger mellem omsorgssvigt og de bedste pandekager, og en lillesøster der indtager verden. Hovedpersonen er en mand, hans lillesøster er lyset i barndommen, og hans mor det ustabile element, der forventer, at børnene opfører sig som voksne, for det kan hun ikke selv.
En dag bliver søsteren dårlig. På hovedpersonens foranledning kommer hun til læge og bliver undersøgt. Hun har en hjertefejl. Moren undgår så vidt muligt at være til stede, når søsteren skal til læge, hun mere eller mindre fornægter sygdommen, indtil det ikke længere muligt.
Beretningen om lillesøsteren er hjerteskærende og indfølt, som den er det i den nyligt udgivne ‘Det står skrevet på min krop’ der også handler om at miste en elsket søster. Den enlige mor er et fællestræk i de to romaner, og på trods af forskellige sygdomme synes forløbene fra første anfald til død ensartede.
Senere fortæller hovedpersonen om sin forelskelse. Han fortæller, og samtalepartneren stiller uddybende og afklarende spørgsmål. Ikke en usædvanlig samtale, og det er det så alligevel, for samtalepartneren/psykologen sammenlignes af hovedpersonen med en kat! Mod slutningen får samtalen et skær af gru, og fortællingen ender i surrealistisk fred.
‘Kun mørke’ er vanskelig at definere. Den er fængende i fortællingen om barndom, familie og forelskelse, og sært fascinerende i den besynderlige og overraskende slutning. Men hvad er forfatterens hensigt, og hvilken betydning har hovedpersonens egen historie for slutningen?
Kun mørke
M. A. Engelbrecht
124 sider
Udgivet: 03.11.2023
Brændpunkt
Birte Strandby
