Køen til messen var lang denne lørdag, og der var op til seks arrangementer i gang samtidigt.
Kl. 10 i Trykkeriet kom det til ret og domsfældelse – overbevisende gennemført af advokaterne Jacob Buch-Jepsen og Mette Grith Stage m. fl.:
Patrick Lorenzen havde slået Abdul Petersen, så denne havde brækket næsen og fået hjernerystelse. Patrick fortalte, hvordan han havde oplevet at dørmanden på det sted, han havde besøgt, var udsat for slemme, racistiske provokationer. Patrick havde selv været fuld og havde engang oplevet en lignende situation, hvorfor han hurtigt slog provokatøren, Abdul Petersen, to gange med knytnæve i hovedet. En ambulance var blevet tilkaldt, og politiet afhørte siden Patrick om hændelsesforløbet. Patrick erkendte sin skyld, men mente at han havde gjort det for at hjælpe dørmanden.
Forsvareren spurgte til Patricks uddannelse og tilværelse. Han er ikke tidligere straffet, har egen virksomhed og forventer senere at fortsætte sin uddannelse.
Anklageren kaldte hændelsen for umotiveret og uprovokeret vold og krævede to måneders ubetinget fængsel.
Standard for knytnæveslag i restaurationsmiljø er 30 dage, 40 dage i andre sammenhænge.
Forsvareren fandt frifindelse passende og henviste til anklagedes dadelfrie fortid, og til at han havde skabt sin egen virksomhed og betalte topskat. En fængselsdom ville ødelægge hans karrieremuligheder, og volden var sket på grund af flashback til tidligere hændelse og kunne betragtes som et forsøg på at hjælpe dørmanden. Men hvis det var tale om straf, skulle være den mildest mulige og betinget.
Herefter var det publikums tur til at vælge. Publikum (Trykkeriet var fyldt, en del stod op) stemte stort for 30 dages fængsel, og efterfølgende for betinget fængsel. En overraskende tolerance overfor vold.
Clare Mackintosh talte med Stephanie Caruana i Snedkeriet. Mackintosh der nu har været forfatter lige så længe, som hun har arbejdet for politiet fortalte, hvordan hun fandt karakterer og plots blandt andet på fly. Hvad sker der, hvis et fly pludseligt ikke længere er i kontakt med resten af verden? Som det er tilfældet i den seneste krimi Gidsel, hvor stewardessen Mina har efterladt sit barn hos barnets far, hvor det er trygt. Og så modtager hun en besked på flyet. Flykaprere ombord har styr på, hvad der skal ske med hendes barn, hvis Mina ikke makker ret. Tilbage står Mina med dilemmaet: familie eller resten af verden og jobbet først?
Mackintosh fortalte, hvordan hun havde brugt numrene på flysæderne som identifikation af karaktererne og haft en kabineoversigt på sit kontor, så hun kunne lege Gud. Hun fortalte også om sin interesse for sine medmennesker og for kvindelige hovedpersoner:
Women are like teabags, you only know how strong they are when you put them in hot water.
Både og hun og Caruana var enige om, at slutningen var ond, men Mackintosh var meget tilfreds med den. Slutningen blev ikke røbet, men krimien understreger, at et fly udgør sære omgivelser, fordi man der er mange fremmede sammen i lang tid på et lille område.
Efter Mackintosh kom Peter Mogensen på scenen, tydeligvis ventet med længsel af de mange medlemmer af det kulturelle segment – kvinder over 40 – men også enkelte mænd.
Der kom endda et begejstret ‘neeej’ fra et kvindeligt medlem af publikum, men ved nærmere eftersyn kan det også skyldes det barn, som en ung mor kom trækkende med.
Peter Mogensen er en travl mand, og intervieweren undrede sig over, at han også har tid til at skrive spændingsromaner. Selv betegnede Mogensen det som et lidt ensomt fristed, hvor man slappede af fra jakkesæt, erhvervsliv, kontrol og grafer.
Mogensen berettede desuden om tema og dilemmaer i Den forreste mand, og hvordan eksempelvis syrienskrigere, der pludseligt var danskere kunne påvirke den politiske virkelighed. Mogensens trilogi har Henrik Foss i hovedrollen. Han er udenrigsminister, tidligere soldat i Jægerkorpset – og styrer også Statsministeriet, fordi han har en klemme på statsministerens kone (fra det forrige bind i trilogien). Jægersoldat-elementet er en del af projektet, fordi der skulle gang i handlingen. ‘Det kan ikke være vestjyske fiskere det hele.’
I romanen bruger Mogensen sine egne erfaringer fra sin treårige periode på borgen som rådgiver for Mogens Lykketoft, herunder udsigten fra ministeriet, de mange opgaver. (Mogensen arbejdede 80 timer om ugen, Lykketoft 100, bemærkede Mogensen).
I Trykkeriet fortalte Stine Frisk Fredslund, laboratorieleder fra Retsgenetisk Afdeling, Københavns Universitet om retsgenetik i kriminallitteratur, og de mere naive af os fik tilbagevist blandt andet ideen om, at hovedpersonens gode ven der var retsgenetiker, arbejdede om natten, lige kunne ryste en ekstra undersøgelse ud af ærmet og levere inden for 24 timer. Det er ikke umuligt, men virkeligt dyrt. Samtidigt slog Fredslund fast, at retsgenetikere arbejder på Københavns Universitet, ikke andre steder, og at de først og fremmest leverer det, der hedder kvantitativt bevis i retten. De siger ikke ‘det var ham der gjorde det’, men ‘det er ikke umuligt, at det kan være ham der gjorde det’.
Sædvanligvis anvendes to tests, STR og Snippet i forbindelse med dna-analyser, men flere muligheder er på vej: y-kromosomale ananlyser, mitochondrie-dna-analyse, investigative genetic genealogy, (anvendt i forbindelse med opklaring af Linköpingmordene), aldersbestemmelse via dna (det kræver meget dna, og er muligvis upræcist), vævskarakterisering, dna-analyser på andre organismer (dna fingerprint i jord).
I Danmark findes et profilregister på 150.000 dna-profiler. For at lande der skal man sigtes for en forbrydelse der vil udløse mindst 1,5 år i fængsel. Registret omfatter ikke sygdom eller andre dna-træk.
Hvad angår tips til krimiforfatteren anbefalede Fredslund at beskrive retsgenetikeren korrekt og kærligt – og hun sluttede sit udmærkede foredrag med at vise et billede fra ‘døde retsgenetikeres klub’. Carpe siglum!
Skidegodt Egon!
Christian Monggaard havde et underholdende indslag om Olsen-Banden og de 13 film, som Monggaard selv anerkendte.
Monggaard arbejder på en bog om Huset på Christianshavn. Det skulle have været en coffee table bog, men den bliver foreløbigt på omkring tre kilo.
Oplægget blev ledsaget af billeder og klip fra de populære film, herunder med prøver på Egon Olsens helt særlige skæld-ud-vokabular, og Yvonnes fantastiske manipulation af de omgivelser, der skal finansiere Børges konfirmation, for ikke at tale om Axel Strøbyes helt særlige udlægning af den danske retsstat.
Med til fortællingen hørte historien, om at Balling og Bahs tog til Paris i 14 dage, hver gang de skulle skrive et afsnit af Olsen-Banden. Deres hensigt havde været at fortælle en vild historie der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Det bliver endda nævnt to gange – det med virkeligheden – i deres første ‘poetik’. Og de to første film skiller sig da også ud. Kjeld har flere børn, Egon er kæreste med en bordelmutter i den første film fra 1968. I den anden arbejder de alle tre på en legetøjsfabrik – angiveligt den lykkeligste tid i Kjelds liv = massiv tryghed. Egon Olsen bliver først rigtigt lykkelig, når han sidder sammen med dem med magt og penge og ryger cigar. Ifølge Monggaard er manglende selvindsigt hans farligste egenskab.
Efterfølgende skifter filmene karakter. Balling ville gerne fortælle historier om danskerne og Danmark, give os en chance for at grine af os selv.
Yvonne er katalysatoren, der sætte gang i projekterne, fordi hun skal holde konfirmation, fejre sølvbryllup, til Mallorca. Basalt handler filmene om social mobilitet, og de tre er tre sider af een mand, mens Yvonne er alle kvinder.
Det var en glimrende oplevelse. Dog lidt skuffende, at Monggaard kaldte Balling-filmen Martha for en dårlig film. Det er rent faktisk den eneste danske film der nogensinde har været i nærheden af at skildre livet i den danske handelsflåde i forrige århundrede. Ganske vist overdrevet og med karikaturer, men ganske rammende alligevel. Skulle man være i tvivl om tilslutningen fra søens folk, kan man tjekke på Martha-dag – den første lørdag i maj – i Svendborg.
Der var som sædvanligt masser af super arrangementer. Møde mellem krimiforfatter med meget vold i udgivelserne – skønt den ene påstod, at det aldrig fyldte mere end 14 %. En anden fortalte, at det var en reaktion på en barndom i et venstreorienteret kollektiv, og Nis Jakob, hvis roman Eliksir, udkommer den 5. april, fortalte at han denne gang havde en helt central action sekvens uden skudveksling! Jakobs trilogi er superspændende, den russiske mafia har en vital rolle, og selv skurkene har en baggrund og et liv.
Der var tryk på over hele linjen. Umiddelbart var der færre udstillere end tidligere år, men flere deltagere (efter coronaen?) og der var jævnligt køer til arrangementerne. På græsset forsøgte tre forbrydere, de to med håndjern, at flygte.
Messen er igen en fed og veltilrettelagt blanding af skuespil, samtaler, viden.
