Krimimessen 2018

Søndag i fængslet – den 18. marts 2018

Som sædvanligt præsenterede Krimimessen et program der bugnede af tilbud, og der var mulighed for rigtigt mange gårdture, hvis man skulle jagte alle sine interesser, men samtidigt var programmet så tætpakket, at man sikkert også kunne have fået en indholdsrig dag ved at blive siddende det samme sted.

En af de mere grundlæggende debatter var Mord over Øresund med repræsentanter fra Det Danske Kriminalakademi og Svenska Deckarakademin, Kerstin Bergman, Arne Dahl, Nanna Rørdam Knudsen, Bo Tao Michaëlis og Martin Jensen.

Det handlede om krimiens udvikling i Norden, om hvornår krimien tabte sin uskyld. Der var enighed om, at i Norge var det mordet på Palme, i Sverige var det mordet på udenrigsminister Anna Lindh, der ramte svenskerne på deres selvforståelse.

Der var også enighed om, at danskerne ikke havde været udsat for et lignende slag. (Men skal man tro den nys indspillede film om John Mogensen, så tabte Danmark uskylden, da Dansktopværten ved en fejl satte John Mogensens Der er noget galt i Danmark på pladespilleren – i hvert fald ifølge Flemming Enevolds udgave af Erhard Jacobsen.)

På den svenske krimibane var det Sjöwall og Wahlöö der for alvor skabte den politiske krimi i Sverige og gjorde op med ‘sommersol ved skærgården’-krimierne. Her stod Sjöwall og Wahlöö blandt andet i modsætning til meget populære Maria Lang der leverede kultiverede krimier i næsten upolitiske miljøer, lidt i lighed med Christie og Sayers.

Sjöwall holdt sig ikke tilbage med at kritisere det svenske politis uddannelse, selvom det var de nulevende debattører der bragte politimændene i Pippi Langstrømpe på banen. Komiske eller ubegavede politimænd er nu ikke forbeholdt svenskerne, tænk blot på franskmændenes Louis de Funès eller Lestrade fra Sherlock Holmes. Arne Dahls krimier fik i debatten prædikatet eventyrlige i forhold til Sjöwall og Wahlöö.

Politiromanen er velkendt i Sverige, men har få repræsentanter i Danmark, udover Torben Nielsen (Nitten røde roser), der selv var tidligere politimand – og til en vis grad Poul-Henrik Trampe.

Svenskerne markerede sig igen senere med Lapidus og Stieg Larsson, og som hos Lang handler det om svensk overklasse. En ny type opdager introduceres – af panelet kaldet ‘velourmænd’ – som for eksempel Mikael Blomkvist, der i sin fremtoning står i modsætning til benhårde Salander der med sine let kriminelle tilbøjeligheder repræsenterer en anden slags retfærdighed. Arne Dahls karakterer er her igen undtagelsen eller måske har Dahl opfundet en ny genre.

Afslutningsvis fik femikrimien et skud for boven, eller i hvert fald begrebet der fra at betegne en feministisk synsvinkel i et mandsdomineret samfund er blevet en slags samlebegreb for krimier skrevet af kvinder, selvom krimierne lige så ofte kan betegnes som domestic noir eller psykologisk krimi.

 

Frihed

Professor Hans-Jørgen Schanz fra Aarhus Universitet beskrev begrebet frihed, der jo får om muligt endnu flere betydninger, når man står i et fængsel. Schanz gennemgik kort frihedens historie, det vil sige i den vestlige verdens udgave af frihed, der diskuteres filosofisk af Rousseau, Kierkegaard, Arendt og Wittgenstein.

Ifølge Schanz er der fem former for frihed, blandt andet friheden i form af harmløs, lykkeligt nonsens, den udgave vi møder i popsange og i reklameslogans.

En anden type frihed er valgfrihed. Det er den vi benytter, når vi vælger tøj, indkøb til aftensmad, om vi skal have børn, om vi skal skilles. Det er relativt ukomplicerede valg, som de fleste møder jævnligt.

Mere krævende bliver det, når man taler om frihed som grundlæggende menneskelig erfaring. Friheden kan være negativt udtrykt, fravær af noget, og det kan udtrykkes positivt som retten til at deltage i anliggender der angår den enkeltes liv.

Menneskerettighederne omfatter også frihed, men lægger vægt på individet som retssubjekt. Herved giver man mennesket en individualitet der ikke genkendes i eksempelvis muslimske kulturer, hvor kollektivet er afgørende.

Problematikken er lige så aktuel nu som dengang, da menneskerettighederne blev en del af Vestens DNA.

 

I forbrydelsens verden

I Snedkeriet fortalte Bent Isager-Nielsen om forbrydelser, hvordan DNA-testen revolutionerede retssikkerheden, og hvorfor vi kan glæde os over, at der stort set ikke findes justitsmord i Danmark.

Her kom Amagermanden igen på banen som eksempelmateriale, fordi han fastholdt sin uskyld og påstod, at der måtte være flere med den samme DNA. For at gavne sin sag fik han sæd smuglet ud af fængslet til sin søn med en melding om at sønnen skulle angribe en kvinde og slå hende ned (men ikke ihjel) og efterlade sæden på hende. Dermed ville det kunne dokumenteres, at flere kunne have samme DNA. Det gik ikke efter planen, og Amagermanden sidder stadigt inde.

Isager er en engagerende fortæller og har også holdninger til baggrund og motiv, som eksempelvis i forbindelse med seriemorderen der, da han kunne mærke, at politiet var på sporet og nettet strammedes, endte med at ombringe sin hustru, døtre og sig selv. Så de tre der stod ham nærmest ikke opdagede hans forbrydelser.

 

TV-serier

Noget der fylder stadigt mere i forbindelse med krimigenren er TV-serier, og her underholdt Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg med fra whodunnit to whydunnit, der handlede om tre tidlige brud på krimigenren.

Ikke overraskende er Twin Peaks særlige status, fordi serien begynder som en krimi men udvikler sig langt ud over realismen, Breaking Bad har lignende metaformosekvaliteter men her udvikler hovedpersonen sit moralske korstog til en virkelig skurkerolle. Og den bedste serie af alle: The Wire af David Simon fik mange gode anbefalinger med på vejen for sin nærmest dokumentariske fremstilling af narkotikasalg, politiske uligheder, skolegang og journalistik i Baltimore. At serien også er vanskeligt tilgængelig – som tilskuer bliver man kastet ind i den uden at vide, hvem personerne er – og at man er nødt til at se alle fem sæsoner for at få overblik, gør den ikke mindre dokumentarisk. Eller dårligere.

Præsentationen blev ledsaget af videoklip, og af andre serier nævntes Top of the Lake, der rummer mindre plot, mere karakter, hovedpersonen Elizabeth Moss er ikke dygtig, men handler følelsesfuldt og ulogisk. Desuden omtalte de to Binge-værter Mindhunter, True Crime og The Jinx, hvor True Crime er fiktionalisering over ægte drabssager i lighed med den danske serie Rejseholdet. Der er nok at gå i gang med, og de to værter nævnte da også, at de fulgte 300 serier om året.

Binge-værterne blev efterfulgt af en entusiastisk Niels Frid-Nielsen der med stor begejstring fortalte de mange publikummer om sin yndlingsserie: House of Cards. Frid-Nielsen indledte med at fortælle om udviklingen i TV-serierne fra Sex and the City til den storladne saga som Game of Thrones, House of Cards. Sidstnævnte er som bekendt produceret af Netflix, og det er et prestigefyldt projekt med de bedste instruktører, de bedste skuespillere. Det var i øvrigt Frid-Nielsens holdning, at der ikke ville være noget House of Cards uden Kevin Spacey. Måske er det rigtigt.

Frid-Nielsen gav også et bud på seriernes popularitet der med det fragmenterede format passer ideelt til det moderne menneske. Desuden giver streamingtjenesten mulighed for at se hele sagaen i et stræk. To ud tre danskere abonnerer på en streamingtjeneste.

 

Krimi og horror

I Forsamlingshuset fortalte Henrik Harksen, filosof og forlægger, om sammenhængen mellem krimi og horror. Med en kritik af definitionerne i ordnet.dk fik vi fastslået de to genrer, og Edgar Allan Poes skyld på området, eksemplificeret med blandt andet The Murders in the Rue Morgue og The Pit and the Pendulum. Herfra gik det videre til H. P. Lovecraft og The Call of Cthulhu. Sammenhængen mellem krimi og horror er ikke indlysende på alle områder, men formidlingen var underholdende og gav stof til eftertanke. Det er erkendelsen der er rædslen.

Som nævnt var der arrangementer for enhver smag, de fleste var samtaler med forfattere, fra Lazaruseffekten til Kalypso, til Alessandro Perissinotto om sin Den sidste hvide nat. Nogle forfattere er klart mere scenevante end andre, og der er stor forskel på kvaliteten i interviewerens spørgsmål. Men man må nok igen erkende, at krimien er langt mere end ‘bare end krimi’.

Birte Strandby