Sprog er en underlig fisk, både ræven bag øret, de hellige køer, høstblomsterne og skrædderen i helvede. Johs. Nørregaard Frandsen tager her fat i både kendte og lidt mindre kendte udtryk og forklarer deres vej ind i sproget. Hvad skal for eksempel den skrædder i helvede? Den korrekte, oprindelige vending lød: forslå så lidt som en skrædder i helvede og som en loppe i en øde lade. Det må siges at være et overbevisende billede på utilstrækkelighed, især når man tager i betragtning, at mennesker der brændte i skærsilden var nøgne. Een skrædder ville ikke gøre nogen forskel.

Et mere nutidigt udtryk er Langbortistan. Det kender vi fra Anders And, og det er oversætterens opfindelse. Fra Disney kommer også betegnelsen en Georg Gearløs om et opfindsomt menneske og rip-rap-rup-effekten om det fænomen, at en mandlig leder ansætter mænd der ligner ham selv.

En del vendinger kommer fra bibelen såsom at sætte sit lys under en skæppe, hvad man jo ikke skal gøre, og der viser sig sjovt nok at være en forbindelse mellem advent og event, og også eventyret kommer fra samme rod.

Nørregaard Frandsen afslører tyske og franske rødder, og nogle gange hvordan vi i tidens løb selv har fordrejet udtryk, så de er blevet ukendelige, det er blandt andet det der er sket for pæredansk, pærelet og pæreskude.

Men ingen sprogindsigt uden revselse for en sådan følger åbenbart altid med, som det gør hos Jørn Lund (Dansk i nullerne), og så får Moderniseringsstyrelsen verbale klø. Ikke for deres arbejde med at udbetale lønninger, men for titel og sprogbrug.

Johs. Nørregaard Frandsen

Kovendinger

Liv i sproget

181 sider

Kristeligt Dagblads Forlag

Udgivet: 2016

Birte Strandby