Roman eller digt? En række tekststykker om oplevelsen af København kædet sammen med forelskelse, svigt, forladthed, ny forelskelse og nyt brud. De mange bølger i hovedpersonens tilværelse er hver knyttet til et vejnavn i og omkring Københavns midtby, og på den måde skabes en række billeder af hovedstaden.

I en enkelt tekst – med overskriften Gammel Kongevej – udsættes hovedpersonen for et væbnet røveri, en trussel på livet. Det koster hende tasken og skaber en ny angst for at bevæge sig rundt i gaderne, der før føltes trygge.

En anden tekst – Steenwinkelsvej – er mindre virkelig, men røber fortællerens fantasier om en bror, der ikke findes. En ønskebror der ville have været god til alting og som ville have forsvaret sin søster mod de mænd, der gør hende fortræd. Flere af teksterne røber følelsen af svigt og undren over omverdenens bevægelsesmønster, og der er en vekselvirkning mellem indre og ydre oplevelser.

Der er en progression som der ville være, hvis det alene var en roman om en ung pige, der flytter til storbyen, men poesien er umiskendelig, især hvor det drejer sig om det at blive forladt:

Og så denne fuglesang, disse skrig mod himlen, denne kalden på ting, som er gået tabt eller kold eller ikke er kommet.

Et venskab er groet frem af de nøgne kroppe, sommeren går på hæld. Men hvad skal der ske med nærheden på Mågevej…

eller om forholdet, der alligevel ikke er et forhold:

Selvom du er kommet, venter jeg på dig, jeg venter, mens jeg registrerer et forår, en sommer, en september.

En lovende debut.

Amalie Laulund Trudsø

92 sider

Rosinante

Udgivet: 04.01.2013

Birte Strandby