Året er 1902. Dronning Victoria er død, og hendes søn og hans hustru skal krones. I adelen begynder man at gøre klar til opgaverne i forbindelse med festlighederne, herunder vurdere om kåbens hermelinbesætning er på de obligatoriske to tommer for kvinder i dronningens følge. Desuden skal man være sikker på, at alle pladser ved kroningen optages af passende adel.
Ude på landet bor Askepot/Adela, datter af den lokale præst. Det er pastoren, der bestemmer hvad der er i overensstemmelse med Guds lov og hvad der ikke er, og det er Adelas mor der fletter Adelas hår så stramt, at hun får hovedpine. Når Adela bliver 17, skal hun i kloster, og det glæder hun sig til, for der får de sikkert mere at spise, end de gør i præsteboligen.
Adela er beslægtet med de adelige, der er med i dronningens følge, og ved en ulykke forandres hendes skæbne, så hun forvandles fra grim ælling til svane, eller rettere prinsesse. Der er flere unge mænd i farvandet, og bortset fra Weldons beske kommentarer om englændere og deres ophøjede kynisme, deres kølighed og fornægtelse af svagheder – og den særlige humor der giver plads til en papegøje, der kan sige ’stemmeret for kvinder’, så er der noget Jane Austen over romanen et kort øjeblik. Men derpå vender den ægte Weldon stærkt tilbage, og så kan vi godt glemme romantikken, for nu taler vi historie og kongerækken, og som i flere af Weldons romaner handler det om småsvindel og stor magi fra en forfatter, der er blevet endnu mere djævelsk og underholdende med alderen.
Kongen længe leve
Fay Weldon
Oversat af Charlotte Grubb
342 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2013
Birte Strandby
