Gud er alt. Jeg er intet. Du er et fæ.

Det er i en forenklet form Tidehvervs trosbekendelse. Tidsskrift og arbejdsfællesskab som der står på hjemmesiden. Her står der også:

Tidehverv – det er gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: at være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld.

Eller som der står i anmeldelsen i Kristeligt Dagblad: Tidehverv er et teologisk tæskehold.

Tidsskriftets ledemotiv er det enkeltes menneskes opgør med sin egen livsløgn, og bladets mest karakteristiske træk er måske nok, at skribenterne i Tidehverv tydeligvis går efter manden for at komme til bolden. Tonen nærmest er frastødende på grund af sin hensynsløshed. Det forklarer måske samtidigt, hvorfor Tidehverv ikke er mere kendt: Der gøres intet for at hverve tilhængere, og debatten ligger noget væk fra gennemsnitsdanskerens forbrugersfære.

Tidehvervs mange personligheder gennem historien går efter gudsforholdets opløsning. En Gud til fri afbenyttelse er en selvskabt afgud og fjernt fra evangeliernes budskaber. Henrik Bach fortæller levende om Tidehvervs historie og om den udvikling der gav grundlag for tidsskriftet. Det begyndte med Luthers personliggørelse af gudsforholdet, der førte til et løsere forhold til gud og til kirken som institution. Herefter blev kirkens ord langsomt udskiftet med rationelle overvejelser, og mennesket befriede sig fra sit religiøse fundament. Det giver en umiddelbar grænseløs frihed og medfører rodløshed og fremmedgjorthed. T. S. Eliots The Waste Land fra 1922 er netop et spejlbillede på mennesket efter det andet syndefald – det moderne syndefald – efter hvilket mennesket efterfølgende definerer sig med sin forbrugerisme.

Tidehvervs historie fylder det meste af bogen med særlig vægt på de mennesker der påvirkede debatten, Niels Ivar Heje, Tage Schack, Løgstrup, Jesper Langballe, Søren Krarup og andre. Det begyndte så småt med Akademisk Missionsforening i 1881. I 1916 var der 800 medlemmer, der med slagordene Jesu personlighed, evangeliet, stormøderne sammenlignes med det måske mere velkendte – og noget senere – Sex, drugs and Rock’n’roll. I 1926 kom det første blad på gaden, og siden er bølgerne gået højt i dette hjørne af samfundet, og mange relevante indlæg kan findes i Tidehverv og i Konfrontationskurs der detaljeret inddrager såvel den kulturelle som den religiøse udvikling i landet. For en udenforstående læser er bogen meget informativ, krævende og indforstået.

Det vi vil er ikke idyllen, Tage Schack

Henrik Bach

Konfrontationskursus

– Tidehverv og den guddommelige komedie

352 sider

Gyldendal

Udgivet: 2018

Birte Strandby