Ganske kort tid efter at Pigen med de ni parykker er udkommet på dansk, kommer så denne roman om stort set samme emne: En ung kvinde, der overlever kræft med vægt på sygdommens udvikling og afvikling, forholdet til skaldethed og parykker, og noget om den viljestyrke, der skal til for at komme videre. Det var den korte version, den lidt længere fortæller om de mange følelser, vrede, afmagt – følelsen af at være klædt af, der er en del af sygdomsforløbet og dødstruslen. Til forskel fra Pigen med de ni parykker er der her en fortid med en mor, der døde af brystkræft, og desuden spiller risikoen for at miste fertiliteten en større rolle i den 30-åriges liv med kæresten.

Bogen giver muligheder for empati, og den er udmærket skrevet. Men man må undre sig over, hvor mange bøger med sygdomsbeskrivelser for ikke-lægmænd, der er plads til på markedet. Skriveprocessen er vigtig som terapi, og det er en anvendelig bog for andre sygdomsramte, ikke mindst må bekendtskabet med Krop & Kræft og gruppen Proof of Life være store, positive oplevelser.

Tina Brændgaard har blogget for Kræftens Bekæmpelse og holder foredrag om det at få kræft, hvilket vel i sig selv angiver, at der er et behov for den type litteratur. Men det er også en bog, der har selvbiografiens værste egenskab: Selvcentrering grænsende til det ulidelige, og det kan være vanskeligt for læseren at føle indlevelse i tre sider om afklipning af hår i forbindelse med en kemoterapi.

Godt, at mennesker overlever, og heldigt at de ikke alle skriver om det.

Forfatter: Tina Brændgaard

192 sider

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 26.03.2010