Katsas fortælling er udgivet sammen med den efterfølgende roman Bedrageren (begge anmeldt på bogvægten.dk i 2009), og det giver en udmærket samlet fortælling. Hovedpersonen Katsa har et opgør med sin onkel kong Randa, fordi hun ikke længere vil være hans dræbermaskine. Efterfølgende rejser hun og prins Po til kongeriget Monser for at hjælpe kong Lecks hustru og datter, Irina. Historierne om kong Leck er mærkelige, dels hører man, at han er en god og venlig konge og dels løber der rygter om mishandlede børn og dyr ved hoffet.
Færden bliver lang og farefuld, men det lykkes dem at redde Irina. Den virkelige kamp mod den onde konge kommer først senere, og skønt Katsa vinder den, bliver hendes elskede Po hårdt ramt.
Talentian-universet rummer syv kongeriger med hver deres mere eller mindre magtsyge konge. I rigerne bor der mennesker og nogle få talentianere, der hver er begavet med en særlig evne, såsom evnen til at arbejde med tal, læse andres tanker eller som hos Katsa evnen til at slå ihjel.
Som i andre fantasy universer befinder vi os i en middelalder-look-alike-verden, hvad angår klassedeling, politik og det generelle niveau for den tekniske udvikling (sværd, bue og pil). Men Katsa er med sin handlekraft ikke repræsentativ for middelalderens kvindelige dyder. Tværtimod er hun enestående dygtig til at slås og kan både banke og redde sin kæreste, og noget utraditionelt undrer hun sig over, at samfundets sårbare kvinder og piger går våbenløse rundt, mens de stærkeste undervises og trænes i våbenbrug.
Livlig fortælling om et gammelt univers med nye, ukendte og overraskende kræfter.
Kristin Cashore
Katsas fortælling – En roman i Talentian-universet
Oversat af Bjarne Skovlund
448 sider
Tellerup
Udgivet: Marts 2011
Birte Strandby