En lille historie om en grufuld pirat 

Kaptajn Søsyg har som navnet antyder et lille problem: han bliver frygteligt søsyg, når han sejler. En dag er det så slemt, at han kommer til at fyre sin kanon af ved en fejl. Det bringer en måge på krigsstien, og det viser sig også, at vores kaptajn har flere problemer. Han kan ikke sætte sejl i stormvejr, han kan ikke svømme, og så har han forresten også nogle sø-allergier, hvad det så end er.

For at få hjælp opsøger han en havheks der tager sig godt betalt for en kur, hun kan give ham.

Teksten er på vers, nogenlunde rimede, men ikke specielt graciøse. Til gengæld taler fortælleren direkte til læseren, og teksten er også lidt sjov. Der er noder på sidste side, så man kan synge kaptajnens eventyr. Melodien er halvt munter, men slutter i dramatisk mol.

Bogens force er helsidesillustrationer med blåt og grønt havmiljø, fisk og fugle. Havheksen er en skræmmende og grå kvinde, mens kaptajnen er en rødskæg med krumsabel og dødningehoved på hatten. Han virker bekendt, mens hun ikke falder helt så naturligt ind i billederne, ligesom vandmelonerne trods navnet ikke ligner noget, der hører til på bunden af havet. Det en slags vrøvleverden, men layoutet og billederne fanger blikket, og der er flere elementer der kan tiltale begynderlæseren.

Plot og handling er ikke helt skarp, og her er flere spørgsmål end svar. Til gengæld er der en del underholdningsværdi også i sang og melodi.

Kaptajn Søsyg

af den flydende natpotte

Charlotte Frobenius & Nicolai Haugbyrd Vinkel

36 sider

Byens Forlag

Udgivet: Juni 2024

Birte Strandby