Menneskerettighederne er et hot emne i dag, og Flygtningekonventionen giver vanskeligheder.
Allerede her opstår der knuder, fordi definitionen ikke omfatter mennesker der flygter på grund af fattigdom eller klimaproblemer. Og hvad med whistleblowers og homoseksuelle? De forskelle nationer har forskelligt syn på menneskerettigheder, og en del nationer – som eksempelvis Danmark – har et skizofrent forhold til flygtninge. Officielt går vi ind for konventionen, og omtrent lige så officielt prøver vi at begrænse antallet af flygtninge og skubbe endnu flere over på Sverige og Tyskland, der i forvejen tager imod mange flere asylansøgere end Danmark.
Et andet af de steder hvor vandene deles, er FN’s Børnekonvention, der i høj grad er slået igennem i dansk lovgivning. Her gælder det om så vidt muligt at beskytte barnets rettigheder, og selv meget unge børn høres, når det gælder egne vilkår. Det har flere effekter, og en af dem er, at barnet kommer under umådeligt pres, hvis det eksempelvis skal vælge mellem ophold hos mor eller far – eller andre konflikterende voksne. Og det kan give særlige brydninger, når kommunale myndigheder nedprioriterer samarbejdet med barnets familie der jo ifølge sagens natur er uprofessionel og dermed ikke ved, hvad der er bedst for barnet.
Forfatter Anette Faye Jacobsen, der har skrevet kapitlet om børns rettigheder, nævner yderligere, at menneskerettighederne har godt fat, fordi de falder i tråd med tidens stigende respekt for autonomi og selvbestemmelse, men at det her måske ville være ulejligheden værd at inddrage hele familien.
Ytringsfrihed og privatliv behandles af Rikke Frank Jørgensen, der indleder med nogle tal: 81 % af alle danskere er på sociale medier, vi har i gennemsnit 214 venner på Facebook, liker tre ting om dagen og er fan af 56 Facebooksider. De fleste danskere ved, hvordan man sletter historik og cookies, men tager i øvrigt ikke tungt på, hvad der lægges ud de sociale medier. Facebook har derimod selv nogle regler for blandt andet billeder af nøgenhed, der kommer til at omfatte Berlingskes posting af billeder fra Øvigs bog Hippie. I det hele taget har Facebook et speget forhold til ytringsfrihed, privatliv og den slags oplysninger som mediefirmaer er så glade for. Overordnet er tendensen, at vi ikke ved meget om, hvad Facebook gør for at beskytte vores privatliv men at indflydelsen ligger uden for vores muligheder.
Ligeledes behandles menneskerettigheder i forhold til islam, til Den kolde Krig og i forhold til religiøse minoriteter.
En sand buket af oplæg til nødvendig debat.
Anette Faye Jacobsen & Steven L. B. Jensen (red.)
208 sider
Gads Forlag
Udgivet: 09.03.2016