Min kone siger, at jeg aldrig har lyttet til hende, og det har hun fuldstændig ret i.

En samling essays og brevkassespørgsmål om kærlighed, seksualitet, forelskelse og forslag til parforholdets vedligeholdelse.

Blandt de mange beretninger om mennesker med krise i parforholdet er der den om de to mennesker der begge har stor erfaring med selvudvikling. De har lært at være ærlige og direkte, og de er også overbeviste om, at netop dette er en fordel for kærligheden i deres forhold. Men det viser sig at den ærlighed de begge plæderer for er frygteligt sårende, og forholdet holder ikke så længe.

Der er flere interessante eksempler på, at – med en fortærsket metafor – kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars, og forfatteren angiver hvordan man trods forskelligheden kan lære at respektere hinanden.

I bogens slutning er der lister over årsager til manglende sexlyst i parforholdet. For kvindens vedkommende er listen på 28 punkter, men sjovt nok berøres ikke den seneste forskning, der bekræfter at en forelskelse varer max. tre år.

Fra evolutionsteorien ved vi desuden, at parforhold fra naturens hånd ikke er designet til at vare mere end fire – fem år. Det er naturligvis upraktisk, når man inddrager børneopdragelsesaspektet men forklarer måske den manglende sexlyst. Som Ahlburg har eksempler på fra sin brevkasse så er der flere kvinder, der er utro nu end tidligere, så den manglende lyst gælder altså kun i parforholdet.

For dem der allerede måtte have kæmpet med parforholdets skærmydsler er flere af løsningsforslagene ret indlysende, men der er også gode, nye forslag til arbejdet med det menneskelige miljø i hjemmet, og så er bogen ikke fri for at være en lille smule underholdende.

Kirsten Ahlburg

274 sider

DreamLitt

Udgivet: 2015

Birte Strandby