Er der et menneske der virkelig har forstået at brande sig, er det Donald Trump. Alle ved, hvem Trump er, og nu dukker han også op i bøgerne for de mindste.

Victor deler værelse med sin bror. Hans bror spiller spil på sin mobil hele natten, og det forstyrrer Victor, så han ikke kan sove. Victor kunne godt tænke sig en mur tværs gennem værelset. Det får ham til at skrive til Donald Trump, for de har jo noget til fælles: behovet for en mur.

Han diskuterer det også med sine forældre, og mure bliver et emne i skolen. Der er masser af mure i verden: Den kinesiske Mur, Hadrians mur. Victor går grundigt til værks i sin interesse for mure, men ting ændrer sig, og måske har han alligevel ikke brug for en mur. Måske har ikke engang Trump brug for en mur.

Der er store illustrationer i bløde vandfarver på alle sider. Billederne forestiller dels Victors hverdag i skolen, hans fisketur med far og bror og hans tanker om mure. Dels viser de, hvordan Victors breve bliver bragt til Donald Trump, uanset om denne er i Det hvide Hus, til pressekonferencer eller ved at holde tale.

Det er en sød og begavet bog, der viser, hvordan Victor selv kommer frem til, at han ikke har brug for en mur, men at der findes andre muligheder for sameksistens. Trods det politiske emne er den let tilgængelig for mindre børn, og der lægges op til samtaler der kan føres på mange niveauer. Er det mon foruroligende, at de voksnes temaer – som klima og indvandrerpolitik – lander i bøger for små børn?

Kære Donald Trump

Sophie Siers

Illustreret af Anne Villeneuve

Oversat af Marianne Randel Søndergaard

40 sider

Straarup & Co.

Birte Strandby