Judiths sang er en både grum, bittersød og til tider lidt humoristisk roman, hvor et broget familieliv fremstilles ret kontant og nøgternt. De enkelte personers karakterer rulles ud og hudflettes med mange detaljer og kun få tilskrives positive træk.
Hovedpersonen er Judith, der vokser op i en kold og dobbeltmoralsk familie, hvor især moderen, Catherine, bliver fremstillet i meget negative vendinger. Hun har ingen forståelse for sin datter, som hun oven i købet sender på børnehjem en overgang. Hun har kun sans for sin morfin og sin elsker.
Tiden er fortrinsvis 1950erne og foregår i København og Nordsjælland.
Judith er tilsyneladende et håbløst barn. Hun er født i 40erne under 2. verdenskrig og undgår for enhver pris at lære noget. Skolen foragter hun og går sine egne veje. Det kan derfor ikke undre, at hun allerede som 14-årig bliver gravid og føder sit første barn. Det må være omkring 1956, idet 5 år senere – i 1961 – får hun sin næste søn, som hendes onkel Daniel er far til. De gifter sig og hen mod slutningen af romanen sker der en forløsning, så Judith endelig kan få ro og kaste sig over det hun er god til: at synge og at tegne.
Judiths morfar, Christian, har visse positive træk: han er franskmand og interesserer sig for de kreative sysler, musik, malerkunst og digte. Dette talent tager Judiths til sig og i modsætning til de mere boglige sysler har hun her mere succes. Der er et anstrøg af lidt leflen for det frankofile, hvilket bestemt også var ganske almindeligt i 50 og 60erne. Der er mange glimrende scener i romanen, der dog mest består af hadske dialoger og et ikke just smukt talesprog. Dette kan ses som et eksempel på en helt almindelig familie, der trods slagsmål og brutale udleveringer alligevel holder sammen. Næsten alle personerne er stærkt optaget af deres erotiske liv, som de åbent lægger frem. Som før skrevet synes den endelig forløsning for Judith at finde sted på de sidste sider, da hun erfarer, at hun har fået en veninde og hun befries for sin værste plageånd plus at hun fortæller sin onkel/ægtemand om en hemmelighed, som hun aldrig tidligere har røbet for nogen.
Romanen ville have vundet ved en stramning. Der er for mange gentagelser og overflødigheder. Budskabet er gået ind, hvor vi bliver i eventyret: ”Selvom du vokser op i en andegård, kan du godt en dag springe ud som en svane.” Dette tema er blevet meget synligt i romaner i de senere år. Forfatteren kommer rimelig godt fra det, fordi hun lader Judith bevare troen på håbet om et bedre liv, hvor kunst og kærlighed bliver hendes redning.
Judiths sang
Charleman, Juliette
mellemgaard, 2012
353 sider
Anmeldt af Hella Sylvest
