Det er sjældent, man kan sige om en næsten 700 sider lang roman, at den er let læst, men Jeg er pilgrim har alle thrillerens allerbedste kvalifikationer: Næsten konstant spænding, fantastisk personopbygning og en kritisk og sommetider overraskende vinkel på samfundet af i dag. Det er lidt som at læse Frederick Forsyths romaner som for eksempel Sjakalen, Odessa-kartoteket, Afghaneren. Odessa-kartoteket er der direkte reference til i romanen.
Der lægges hårdt ud. Det første lig dukker op i linje 10. En kvinde findes dræbt -angiveligt af en kvindelig morder, en morder der er pedantisk og usædvanligt godt begavet. Vores hovedperson, Pilgrim, der har været FBI-agent og skiftet identitet så mange gange, at han dårligt selv kan vedkende sig et navn, tilkaldes af en ven fra politiet, og så begynder den helt store jagt. Udover ligheden med Forsyths fantastiske thrillere så er der også en vis lighed med James Bond-filmene, og med denne filmgenres tempo, plot og den helt særlige skurkekaliber der kun findes i fiktion. Men overfor disse særligt intelligente skurke står så Pilgrim, der sandelig har både evner, integritet og personlighed. Han har været skabsnarkoman i mange år men beslutter sig for afvænning. Efter nogle møder med Anonyme Stofmisbrugere bestemmer han sig for i stedet at deltage i Anonyme Alkoholikeres møder, fordi de er mere underholdende:
… alle narkomaner var ens, hvorimod alkoholikere var sindssyge på hver deres måde …
Samtidigt er baggrunden nutidig og omstændighederne direkte forbundet med en allerede velkendt katastrofe. I Jeg er pilgrim findes opskriften på, hvordan man skaber terrorister og hvordan man med en ihærdig og metodisk indsats lokaliserer en hemmelig agent. Der er både Forsyths forkærlighed for velgennemførte procedurer – begået af såvel terrorist som FBI – kritiske vinkler på vores samfund og en kronisk spænding ledsaget af forfatterens imponerende produktion af billeder på læserens nethinde. Det kan blive en fantastisk film.
Terry Hayes
Oversat af Henriette Rostrup
664 sider
Forlaget Ordenes By
Udgivet: 07.04.2016