Talk low, talk slow, and don’t say to much (John Wayne)

Introverte er fokuserede, koncentrerede, kreative problemløsere, gode til skriftlig kommunikation, tænker før de taler, selvmotiverende, gode kolleger og katalysatorer for en ny balance. Så hvorfor har de det vanskeligt i denne verden? Det er naturligvis fordi verden er indrettet til de ekstroverte, dem der henter energien i samværet med andre mennesker, mens de introverte – der henter energien i alenetiden – ikke har lette vilkår i et samfund, hvor det gælder om at være ’på’.

Ifølge forfatteren taler sandsynligheden for, at ekstroverte simpelthen har et højere dopaminniveau end introverte, og man skal derfor ikke forsøge at ’omvende’ den introverte, for det er ikke sikkert, at vedkommende bare trænger til en fest med vennerne.

Begreberne intro- og ekstrovert beskrives og eksemplificeres til bevidstløshed, og der er anbefalinger til ledelsen – både den intro- og den ekstroverte – til hvordan man får det bedste ud af den – enestående, fantastiske – introverte medarbejder.

I sin iver for at øge forståelsen for den introverte, kommer det i perioder til kritik af de ekstroverte:

Det er indlysende, at ekstroverte ikke altid er ansvarlige for bankkrak og anden ulykke.

En ganske stor del af bogen går på at retfærdiggøre den introvertes ret til at sige nej tak til invitationer, herunder legeaftaler hvis det drejer sig om et barn. Her mangler en diskussion af, hvordan man gør, hvis legeaftalerne eventuelt handler om et antimobbetiltag fra skolens/klassens side – er der så et andet barn, der bliver såret?

Efter endt læsning er man opmærksom på problemet, men mindre kunne måske have gjort det?

Anna Skyggebjerg

204 sider

Rosinante

Udgivet: 22.03.2013