(BEWARE OF SPOILERS YE WHO ENTER)

Plottet kan opsummeres rimelig hurtigt. I fremtiden er mennesket udrydningstruet og det er op til en lille gruppe videnskabsfolk at forlade kloden og finde en ny, alternativ planet.

I Interstellar har den tidligere testpilot Cooper (Matthew McConaughey) problemer med at komme ind på livet af sin datter. Hvis man er Freudianer så er kernen i dette problem det der ”falder ud” af Cooper’s personlige verden, som et uløseligt problem, for så at vende tilbage i form af en episk rumrejse, et endnu mere episk men dog eksternt problem. For at forsone sig med sin datter må han således først redde hele menneskeheden. Ligesom Ford Brody (Aaron Taylor-Johnson) i den nye Godzilla film, som må overkomme sine forældres død via et episk opgør imellem monstre; Sam Witwicky (Shia Le Bøf) i Transformers-filmene, som kun kan score, hvis det er som en del af krigen imellem robotter; Joe Lamb (Joel Courtney) i Super 8 der må give slip på mindet om sin mor for at komme af med et stort, brutalt rumvæsen; Starlord (Chris Pratt) i Guardians of the Galaxy for hvem universet kun har konsistens så længe det overdøves af hans døde mors mixtape. Dette er overvejende nyere film, men der er masser af eksempler hele vejen tilbage til Odysseen, hvor Odysseus liv bliver afbrudt, da han ufrivilligt beordres til at deltage i krigen imod Troja. Den lange og episke hjemrejse bliver den eneste vej til at løse en række personlige problemer. Som nævnt kan vi ikke have et stort, universelt stykke drama, uden at den sættes imod en mindre, personlig konflikt. I monsterfilm, som de nævnte, ser vi ofte at monsteret indtræder i det øjeblik, et personligt problem for hovedpersonen eskalerer (feks. at han/hun lider et tab). Den metaforiske elefant i rummet bliver til den bogstavelige, forhistoriske kæmpeøgle i rummet. I Interstellar bliver de subtile, usagte konflikter imellem Cooper og hans datter, til de bombastiske og ultimative problemer med menneskehedens eksistens. Med andre ord kan man sige, at han forsøger at fortsætte menneskehedens ligegyldige eksistens, så han kan have mere tid til at tale (eller ikke at tale) med sin datter.

Man kan sige i den sammenhæng, med sit mere konsistente narrativ, at Interstellar i højere grad end Kubricks Rumrejsen 2001 (2001 A Space Odyssey), kan beskrives som en odysse. Når det er sagt så er det også forståeligt, at visse kritikere sammenligner Kubrick og Nolan. De to har imidlertid intet med hinanden at gøre, når det kommer til deres håndværk. Det skulle da lige være, at de begge har produceret idealistiske film inden for science fiction genren. De deler ganske vist også en forkærlighed for lige linjer, men hvor Kubrick gør dette til en formmæssig ting og vinkler sit kamera efter det, så har det for Nolan bare noget med kulisserne at gøre. Nolans kamera er pragmatisk, det leder ikke efter nogen formmæssig, æstetisk værdi, men derimod den mest effektive måde at fortælle handlingen på.

Breaking of the Vessel

Jeg giver i det hele taget ikke meget for sammenligningerne imellem Kubrick og Nolan, men der er ikke desto mindre klare ligheder imellem Interstellar og Rumrejsen 2001. De er dog heldigvis ikke ens i deres perspektiver på tingene.

Nolans version af at overkomme værktøjet (Kubricks HAL) er at fjerne automatikken der hvor kun den menneskelige føling kan fungere, som da Cooper skal lande. Det der sker når automatikken tager over er Coopers styrt som vi kun får et glimt af i starten af filmen, i form af en drøm, men som gentages da Cooper forsvinder ind i det sorte hul. Man kan i den sammenhæng, hvis man er lidt irriterende anlagt, tage betydningen overført. I den Freudianske forstand, at se den overnaturlige situation at forsvinde ind i et sort hul som den fantasi der vender tilbage i forsøget på at undertrykke den virkelige situation som viste sig for virkelig til at konfrontere. At se bag horisonten, det sorte huls facade, som samtidig også er tingen i sig selv, bliver på den måde sammenlignet med dødsøjeblikket. Det som vender tilbage i Coopers drømme. Vi møder i sådanne overvejelser tærsklen for vores virkeligheds horisont, vores meningshorisont. Billedet af Cooper der grædende konfronteres med en evig gentagelse af sin datters værelse, giver måske et godt blik ind i den meningsløshed der ligger bag meningshorisonten.

Det firedimensionelle rum er der, hvor mening for den tredimensionelle mand ophører. Det præsenteres på den måde for os, rent visuelt, som elefant mandens blik, i David Lynches klassiker The Elephant Man. Et blik hvor alt er fragmenteret, som sat i forskellige kasser der umiddelbart ingen forbindelse har. Det begreb vi møder, som ifølge Cooper giver en minimal konsistens til dette blik er kærlighed. Hvilket vi tidligere har fået præsenteret af dr. Brand, i et irrationelt øjeblik, som det der transcenderer grænserne tid og rum. Det er jo noget Hollywood pladder, men hvis man ser den metaforiske sammenhæng imellem Coopers to styrt, så er det da meget sødt. Han tænkte på sin datter da det gik galt. Dette er det konsistente, men rammeløse objekt han konfrontere da al mening ophører for ham. Ét eneste selvrefererende tegn der gentager sig i det uendelige. Det ville Baudrillard sikkert have et eller andet at sige om.

Nolans breaking of the vessel scene, det firedimensionelle rum, minder i den forstand om Kubricks samme rum i slutningen af Rumrejsen 2001. Nolan bringer dog selve rammen i fokus, hvor Kubrick bare forestillede sig rummet uden tiden som ramme, hvilket han illustrerede med sin skæve klipning. Hos Kubrick er rummet også vejen til almægtighed, genfødsel i form af Starchild. For Nolan er der tale om en slags virkelighedsfejl, som bliver nødt til at finde sted for at menneskehedens tidslinje giver mening fremadrettet. Ideen er at mennesket i fremtiden opnår et privilegeret perspektiv fra en højere dimension. Vi er som udgangspunkt tredimensionelle vi oplever den fjerde dimension, tiden, i øjeblikke. Ideen er, meget kluntet forklaret, at hvis man var firedimensionel, så ville man opleve tiden som en totalitet. Hvilket vil sige at de mennesker der konstruere det firedimensionelle rum for Cooper, ”we brought ourselves” som han siger, ikke er mennesker der kigger tilbage i tiden. De oplever hele tiden, eller hvordan man nu skal sige det. De interaktioner de laver for at sikre menneskehedens fremtid er for dem samtidige, ligesom alting er for dem. På denne måde overkommer Nolan det klassiske paradoks fra Terminator, eller Tilbage til Fremtiden.

En anden interessant ting ved dette fortælletekniske tiltag er at Nolan ikke tager aliens i brug. Der synes jeg at Kubrick er mere snedig, hans monolit siger hverken enten eller. Den er bare repræsentationen af en kraft som ikke nødvendigvis har noget med aliens at gøre. Jeg ved godt at Arthur C. Clarkes bog indebærer aliens, men det er fordi han ikke forstod, hvad Kubrick havde gang i.

To veje

Moderne samfunds problemer kan på en meget grov måde ses som havende to løsninger. Enten forsøger vi at ændre os ved at skære ned på alle vores udgifter, både klimamæssigt og forbrugsmæssigt. Vi indgår i små samfund afgrænset af kommuner, hvor alle problemer løses på lokalt plan og hvor vi kan holde vores mangler, og planetens mangler ud, i meget længere tid. Den anden løsning er den som vi er i færd med, hvor vi går planken ud, lader det kapitalistiske system løbe løbsk og håber at vi ved konstant teknologisk udvikling kan nå et punkt hvor vi enten har uendelig energi og dermed ressourcer, eller også er i stand til at ændre materialer til vores fordel og på den måde kan anvende en ellers gold planet i vores nærhed. Nolan viser med Interstellar optimismen for enden af denne vejbane. Vi har som organisme skudt os selv i foden, men vi kan, som gode Amerikanere, også redde os selv. I Interstellar appellerer Cooper til os mennesker som udforskere og opdagelsesrejsende, som kaster sig ud på eventyr med alt eller intet. I The Matrix noterer agent Smith på kynisk vis at denne samme kvalitet er det der kvalificerer menneskeheden som en virus. Det er i den sammenhæng også interessant hvordan Nolan på den ene side præsenterer os for et mere eller mindre lykkeligt samfund (vi mangler mad, men alle er i nogenlunde humør, på en lidt opgivende måde; der er ingen kriminalitet og den slags, vi hjælpes alle ad) imens han subtilt refererer til en periode i menneskets historie hvor sult blev løst med tæppebombning. Uanset er det nok lettest at være optimist når man går overvældende problemstillinger i møde. Særligt når vi jo ved at det ikke er alle der kommer med ud på den anden side. Nolan er i den sammenhæng meget sparsom med at fortælle om den udvælgelsesproces som er foregået. Selvfølgelig er det ikke alle der kommer med. Dette er selvfølgelig heller ikke hvad filmen handler om, men der er alligevel noget lidt skummelt ved det totale fravær af folk der blev valgt fra. Interstellar er på den måde historien om de priviligerede som blev valgt til med det argument at de jo skulle videreføre menneskeheden. Cooper siger da også på et tidspunkt, da hans datter Murphy synes det er synd at pille en maskine fra hinanden: ”It needs to learn how to adapt, just like us”. Man kunne i den forstand se filmen i sammenhæng med ”World War Z” hvori Brad Pitt, som globetrotter flyver højt oppe over alle de mennesker/zombier der ikke kunne tilpasse sig den postmoderne, udflydende og grænseløse verden. De kunne ikke leve op til den globale elite og blev således fremmedgjorte som dem der ikke er i konstant bevægelse og ikke har adgang til diverse gated communities. Dette er konsekvensen af den anden løsning, vi kører på så længe vi har ressourcerne, men den kapitalistiske motor løser kun problemer der er øjeblikkelige. I takt med at værdierne strømmer op af, vil der således i sidste ende, være en størstedel som blev valgt fra og en lille gruppe på toppen som har ressourcerne til at håndtere problemerne for sig selv, når de endelig bliver pressende nok. Cooper er dog, i modsætning til Brad Pitts karakter i ”World War Z” ikke passager, han er pilot.

Det vi ser i dag i forhold til de gamle dystopier er at den virkelighed som medierne, eller robotterne i henholdsvis Terminator og The Matrix styrer, ikke er den fysiske, aktuelle virkelighed, men derimod den sociale, kommunikative virkelighed. Der var aldrig tale om en aggressiv overtagelse af vores fysiske verden, men en gradvis strukturering af forudsætningerne for vores fantasier om denne. Den ramme der sættes for hvad der er acceptabel kommunikation, tænkning og handlen i vores verden, gøres via medier og teknologisk fremskridt mere robust. På den ene side er det en god ting, fordi vi specialiserer os i de ting som giver mening og er brugbare for os. Det er dog samtidig problematisk at denne specialisering, som alle former for specialisering gør os mere snævert synede. Dette er den sande teknologiske overtagelse af menneskets virkelighed og den sande kamp der skal kæmpes. Ikke det der Terminator halløj.

Filmen er stærk og medrivende; i modsætning til Nolans andre film formår han denne gang både at skabe et godt flow, samtidig med at han har scener der også er stærke i sig selv. Både Inception og The Dark Knight Rises led under at imens flowet var godt, så var dette på bekostning af vendepunkternes meningsfuldhed. Alting blev på økonomisk vis klippet ned til kun at omhandle det næste der skulle ske, således at man intet interessant kunne få ud af at stoppe op.

9/10 (Nolans robotter er megaseje)

Produktionsår: 2014

Instruktion: Christopher Nolan

Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Jessica Chastain, Michael Caine, Matt Damon

Spilletid: 2 timer 49 minutter.