Mette er et lykkeligt menneske. Hun skal giftes med Théo, der er smuk og generøs. Med i handlen kommer hans fornemme familie, der emmer af landadel med forstand på penge. Det giver lidt vanskeligheder for Mette der trods to årtier i Frankrig stadig er dansker uden autoritetstro eller forståelse for, hvorfor hun bør ønske sig en suppeterrin i bryllupsgave.
Men inden den store dag oprinder, opdager Mette en hemmelighed om sin kommende ægtefælle, og det er ikke den eneste katastrofe, hun render ind i den dag.
Af flere forskellige grunde flytter hun til Thionville, hvor hun har købt en lejlighed. I Thionville ligger også et atomkraftværk. Det generer hende en del, men hun får andet at tænke på, herunder hvordan dating apps virker, og dernæst møder hun Kevin der er mere gul vest end landadel. Kevin passer ikke til hendes liv. Han bliver lynhurtigt uvenner med hendes gamle veninde, og så har han i øvrigt også en hemmelighed.
‘Ingen vil bo i Thionville’ er mest en kærlighedshistorie, eller måske nærmere en udviklingshistorie, en dannelsesrejse for den 45-årige Mette der midt i livet lander i et vakuum, som hun selv skal arbejde sig ud af. Tidligere handlede den type fortællinger oftest om unge i tyverne, men med nutidens høje levealdre virker det ikke sært, at folk på næsten 50 kaster sig ud i en dannelsesrejse.
Mette der er jeg-fortæller beretter humoristisk og levende om en hel serie små kulturchok, der har meget lidt med forskellene på Frankrig og Danmark at gøre.
Ingen vil bo i Thionville
Mette Reinhardt Jakobsen
173 sider
Byens Forlag
Udgivet: 22.11.2022
Birte Strandby