Peter Esterházy har skrevet en roman om sin fodboldelskende mor, hvis venskab med fodboldidolet Puskás redder familien fra deportation i 1951. En ganske stor del af romanen handler om fodbold, om de forskellige spillere på guldholdet fra Bern 1954, og fodboldretorikken dominerer periodisk i en interessant konstellation med forfatterens mors overvældende seksualitet.
Under fodboldretorikken ligger forskellige udlægninger af livet under et kommunistisk diktatur, som det så ud i Ungarn mellem 1945 og 1989 med skjult arbejdsløshed, industriel ineffektivitet og et hemmeligt politi. Eller som forfatteren beskriver det: … den stinkende møgbutik, man kalder socialisme.
Når forfatteren beretter om sin mor, handler det lige så meget om ham selv. Moren og han har et tæt forhold, de spiser frokost a to timers varighed ca. 300 dage om året. Moren præsenteres som en dame med megen stil, undtagen når hun bortvises fra tilskuerpladserne … og når det skete, gik hun smækfornærmet sin vej, på nippet til at udslynge de værste eder … men i stedet koncentrerede hun sig nu om dommeren, hans familierelationer, i hvilken forbindelse især hans mors dubiøse, demimondæne levned blev accentueret.
Fortællervinklen skifter mellem forfatteren og moren. Der er mange spring i tid og sted, der er et hav af indskudte sætninger med forfatterens egne tanker, og der er navne på mennesker, som vi ikke nødvendigvis kender i Danmark. Sproget er til gengæld sprudlende, malende, levende.
Som en bedre James Joyce har Esterházy seks fortløbende sider uden punktum, en tætpakket poetisk beskrivelse af fodbold som overlevelsesstrategi under et repressivt styre.
Værket kræver en seriøs læseindsats men er klart ulejligheden værd.
Peter Esterházy
Oversat af Péter Eszterhás
218 sider
Rosinante
Udgivet: 2013
