Mit bækken er gået af led … Du orker ikke mit bækken og siger, at bækkener slet ikke kan gå af led. Så føler jeg skyld over, at jeg ikke kan gå, når det er dig, der har diagnosen.
Det er skræmmende at få en diagnose, der kan medføre døden. Men hvordan er det at være pårørende til en, der måske dør lige om lidt af en frygtelig sygdom?
Det forsøger fortælleren i ‘Ingen har ordet’ at gengive. Både hvordan hendes mand med kræftdiagnosen udover selve sygdommen også udvikler mere negative sider af sin personlighed. Uundgåeligt, ja men hvordan med dem der skal leve med partnerens tiltagende egoisme?
Det bliver til mange ture på hospitalet, mange samtaler med læger. I begyndelsen går det mest tilbage, en vellykket operation vender kurven, men ikke helt nok. Der er stadig hoste, og døden står stadig på lur.
Flere siger til fortælleren, at hun skal passe på sig selv. Men hvordan gør hun det, når hun får dårlig samvittighed over at hygge sig med en veninde eller spise en jordbærkage? Ægtefællen hænger på diagnosen, hun hænger på angst og depression.
‘Ingen har ordet’ er udmærket skrevet, og der må være mange partnere til syge der kan genkende elementer i de nedslidende oplevelser. Herudover skal man måske mest værdsætte den terapeutiske effekt for fortælleren, der her benytter lejligheden til at lufte vrede, træthed og periodisk desperation.
Den nyligt udkomne Skriveterapi for pårørende opfordrer til at bruge skrivningen som ventil, og ‘Ingen har ordet’ kunne i princippet være en udløber af skriveterapien.
Ingen har ordet
en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom
Birte Kont
83 sider
Brændtpunkt
Udgivet: 04.06.2021
Birte Strandby
