I smertens rige

I slutningen af 1800-tallet var syfilis en velkendt sygdom i kunstnerkredse. Baudelaire, Maupassant, Nietzsche var ramt. Alphonse Daudet der også var forfatter, omend mindre kendt end de nævnte led også af sygdommen i mange år, og han har skrevet denne bog om observationer og erfaringer med sygdommen, og med hvilke midler han forsøgte at bekæmpe smerten.

Daudet forholder sig til smerten, som han forholder sig til familien, til kørestolen, der kan blive aktuel, til Heinrich Heine, hvis sygdom angiveligt lignede hans egen. Han har overblik og distance, måske er det lettest på den måde.

Sygdommen har givet Daudet et heftigt forbrug af bromid, kloral, acetanilid, morfin, opium. Det tager noget af smerterne, men efterlader adskillige ubehagelige bivirkninger. Ydermere forsøger han sig med ‘ophænging i Seyres apparat’ med henblik på at strække ryg og muskler. Daudet skriver, at han er ophængt i fire minutter, de sidste to kun i kæben! Ingen mærkbar effekt men frygtelige smerter i ryggen umiddelbart efter nedtagning.

Daudet er næsten poetisk i sin beskrivelse af smerter og forsøg på lindring. Mindre poetisk er bogens anden del: hans beskrivelse af opholdet på kurstedet i Néris, Auvergne sammen med andre syge: … en procession af forskellige sygdomme, den ene mere uhyggelig end den anden.

De syge udveksler gode råd:

– De skal gøre sådan her!

– Har det hjulpet Dem?

– Nej.

Daudet er trods de voldsomme smerter klar i mælet og præcis i sine gengivelser af lidelser og overvejelser.

Fangen ser friheden som skønnere, end den er.

Den syge forestiller sig et godt helbred som en kilde til ubeskrivelige glæder – hvilket det ikke er.

Det, som man ikke besidder, er det guddommelige.

I smertens rige

Alphonse Daudet

Oversættelse og forord af Jens Eichler Lorenzen

70 sider