At tænke sig om og tale sammen
Gitte Meyer indleder denne lille nødvendige kritik af uddannelsessystemet med at beklage, at det moderne menneske er ved at miste en dimension i sit syn på teknisk forstand og praktisk fornuft.
I den forbindelse aktualiserer Meyer det gamle begreb praxis, der bygger på en virkelighedsopfattelse med tre dimensioner: Det verdslige/menneskelige, det universelle/foranderlige – det var her guderne huserede før i tiden – og det biologisk lovbundne, der også omfatter dyr. Handling kræver tilknytning til det verdslige, det foranderlige, og handlingsverdenen, praxis, er dermed forbeholdt mennesker. Mennesker kender ikke konsekvenserne af deres handlinger, og der er derfor en vis uforudsigelighed forbundet med det at være menneske. Det er blandt andet denne uforudsigelighed, der i nutiden kan give dårlige nerver, panik og svigtende dømmekraft, hver gang vi opdager, at vi alligevel ikke har kontrollen, hvorfor vi for nemheds skyld går ind for absolutte sandheder og genbrugelige adfærdsmønstre i stedet for at udvikle dømmekraft. Det er her, vi har et problem, og det er her Meyer foreslår, at vi udvikler evnen til at leve med det usikre, mangetydige, og den sans for det sproglige og det historiske som denne evne trækker på. Forudsætningen er, at professionerne tager tænkningen tilbage frem for at udlicitere den til videnskaberne. Det kan gøres med løbende fagkritisk samtale – den fælles bestræbelse på at udøve dømmekraft.
Politik der i vore dage lidt uheldigt modstilles videnskab får særlig opmærksomhed i bogen, og det samme gør lærere og sygeplejersker der jo kan kaldes praktikere i klassisk forstand. Disse er især blandt de professioner, hvor løbende fagkritiske dialoger vil kunne bidrage mere end den videnskabeliggørelse, der akademiserer uddannelserne og lægger afstand til eleven/patienten. Hvorfor er det ellers nødvendig med kampagner som ’patienten i centrum’. Ligeledes fremhæves journalistens rolle i samfundet, der har ændret sig fra at være praktiker til at blive reporter – en observatørrolle.
Forfatteren kritiserer i samme forbindelse sprogbrug, der dels pakker fornuften ind og både komplicerer og forenkler praktiske problemstillinger, samtidigt med at sproget forvrænger begreberne så eksempelvis ’borgere’ anvendes, når der menes forbrugere, dannelse i stedet for uddannelse og refleksion i stedet for anvendelse af teorier,
Konkluderende viser forfatteren, hvordan praxis og praktisk fornuft kan tilbyde en tiltrængt forbindelse mellem tænkning og handling, og det er efter endt læsning indlysende, hvorfor det er vigtigere, at eleven får lærelyst end afgangsprøve i skolen.
Gitte Meyer
145 sider
Forlaget Møller
Udgivet: 2013
