Debutroman der som en let forsinket feministisk replik modsvarer den række danske romaner der foråret 2010 behandlede forældresvigt: Man dør kun en gang, Vildnissset, Før det sidste og Kapgang. De fire romaner har mandlig hovedperson, mens I anden række har 12-årige Malou, hvis mor er død fra hende fire år tidligere. Det er den ene side af svigtet, men der er også en anden side, et skyldsspørgmål, der er mindst lige så belastende. Og så har hun aldrig mødt sin far, men hun ved, at han er en berømt fransk fodboldspiller med tilnavnet le Torpille (torpedoen). Malou er indfølende portrætteret med sin voksende indsigt i en verden fuld af spørgsmål, som ingen rigtigt vil besvare. Den nytilflyttede, skilsmisseramte Vår repræsenterer den nysgerrighed, der skal til for at sætte gang i processen med eftersøgning af faren, og romanen formidler smukt de to børns vågnende bevidsthed om verden inklusive en begyndende interesse for øl og sex.
Malou er med sine prepubertære pain-in-the-ash-tilbøjeligheder særdeles genkendelig og repræsentativ for flere i aldersgruppen. Hun fremstilles indfølende og med passende begrundelser for den ikke altid lige hensigtsmæssige opførsel. Vår og især morforældrene er mere stereotype, mormoren står for orden og retfærdighed og morfaren for den venlighed og svaghed der er en praktisk overlevelsesmulighed i relief til mormorens principfasthed. Poul, voksenvennen, står for en næstekærlighed der med sine kortsynede løgnehistorier er næsten lige så slem som ligegyldighed.
Det kunne være en psykologisk udlægning af en pubertetskrise, men med jeg-fortælleren Malou og hendes humoristiske og klare sprog, er vi mere ovre i afdelingen for lette og indsigtsfulde ungdomsromaner.
Mette E. Neerlin
136 sider
Høst & Søn
Udgivet: 23.05.2011
Birte Strandby
