En fragmenteret beskrivelse af tre års krig i Syrien

Både syrere på oprørernes side og syrere, der af mangel på bedre lever af at hjælpe udenlandske journalister med eksempelvis transportbehov optræder i Hvor solen græder. Nogle skæbner er meget fængslende, mens andre virker mindre relevante i sammenhængen.
Nour er en syrisk kvinde der i begyndelsen går ind for revolutionen men slutter med at være i tvivl. Hendes tilstedeværelse i bogen gør måske nok bogen mere nærværende, men omtalen af hendes ægteskab og hendes tøjvask virker uvedkommende; og periodisk diskes der op med andre overflødige detaljer – såsom ægtefællens gæster og specifikation af forfatterens slikindtag. Mens det er lidt sjovt, at de danske pressemedarbejdere i en slags psykisk overlevelsesstrategi kaster sig begejstret over tv med Mads og Monopolet.

Heller ikke alt billedmateriale er lige interessant, således er der eksempelvis et fotografi af nogle containere, der angiveligt skulle indeholde komponenter til saringas. For en udenforstående ligner det kun et billede af nogle containere.

En vigtig del af Hvor solen græder  er fremstillingen af, hvordan urolighederne i Syrien begyndte, hvordan befolkningen imødeså en ny leders magtovertagelse, og hvordan de forventede reformer udeblev, og med hvilken disrespekt og voldelighed landets indbyggere blev behandlet.

Demonstranter angribes af regimets soldater, og senere danner oprørerne deres egen Frie Syriske Hær (FSA), der på Youtube opfordrer regeringssoldater til at desertere.

Den civile befolkning markerer sin holdning ved flash demonstrationer – kortvarigt at samles et sted og råbe slagord, hvorefter de forsvinder igen i forskellige retninger, inden politiet når at fange dem.

Regeringssoldaterne holder sig ikke for gode til at angribe landets egne indbyggere, og en regeringsmedarbejder opretter en facebookgruppe, der skal foregive at være oprettet af de revolutionære, og under navnet Jabnat al-Nusra sprænges to bomber, der dræber mere end 40 mennesker. Det udlægges som et terroristangreb. ’Syrien har en lang tradition for at opfinde terrorister’, udtaler producenten. Det viser sig også, at styret råder over kemiske våben, og de bruger dem gerne – også mod deres egne.

Med i bogen er også den tilbagevendende diskussion om, hvornår verdenssamfundet skal gribe ind, og hvorfor FN jævnligt er bundet på hænder og fødder – her fordi Rusland er permanent medlem af Sikkerhedsrådet og vil nedlægge veto mod indgreb i Syrien. Ligeledes påtaler forfatteren den forskel der er mellem den vestlige verdens behandling af øst og vest i medierne. Hvor meget vold ville man have accepteret eller ignoreret i et vesteuropæisk land?

Hvor solen græder præsenterer et billede af Syrien i krig med sig selv, og forhåbentligt kan bogen minde magthaverne om, at vi har behov for at få hold på begrebet humanitær intervention.

Puk Damsgård

234 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 04.09.2014