Hvem bestemmer?

En lille opbyggelig bog om hvordan det eksemplariske demokrati fungerer. Demokratiet er udlagt på en pædagogisk og let forståelig måde og smukt illustreret med gode eksempler.

Vi begynder med eksempler på, hvordan verden kan se ud, hvis der slet ikke er nogen der bestemmer. Hvis man selv må bestemme, om man vil køre i højre eller venstre side af vejen og i øvrigt gøre, hvad man vil. Så er vi ikke langt fra kaos. Her benævner forfatterne anarki som det modsatte af at nogen bestemmer. Det er ikke helt korrekt, anarki er ikke lovløshed men fraværet af politisk autoritet. I politisk filosofi betyder det, at politiske institutioner erstattes af frivillige institutioner, og det er forventningen, at borgerne er i stand til at forvalte disse.

Efter at have fastslået behovet for, at nogen bestemmer – ordet magt forekommer ikke i bogen – forklares det, at retten til at bestemme kan uddelegeres. Måske må fødselsdagsbarnet bestemme en leg, som klassen skal lege til sidst i timen, og måske er det forældrene der bestemmer, hvornår man spiser aftensmad, og hvornår børnene skal i seng.

Herefter er der lidt historie og en beskrivelse af, hvem der bestemmer i demokratiet (de voksne), hvordan man stemmer, og hvad man bestemmer i byråd og Folketing.

Der er en fin logik og en glimrende opbygning, så baggrunden for demokratiet nærmest er indlysende. Man får også lidt forståelse for politisk arbejde, og det rigtigt gode ved bogen er de mange illustrerede eksempler, herunder de tre små børn der står og kigger på en lygtepæl med valgplakater og en cirkusplakat – og den ene siger: Jeg stemmer på cirkusprinsessen.

Et kompliceret begreb forklaret så enkelt at det må kunne ramme børn ned til 6-7 års alderen – og sandsynligvis også en del voksne. Enkelte steder er der tale om en glorificerende forenkling: EU er udlagt som en forening, hvor europæiske lande hjælper hinanden, men det er helt fint. Nuancerne må komme senere, når barnet har fanget essensen.