Kun 17 dage efter udgivelsen af Edderkopperne & de larmende gulerødder på Gul Stue udgives den næste børnebog af Ulrik T. Skafte for omtrent samme målgruppe: Børn fra børnehavealderen og op. Gunhild Rød har illustreret denne bog med mange fine detaljer, orme, en bamse og en lyserød tøjgris, der følger interesseret med i handlingen, og et par forældre der ser ud til at være blevet tilovers i 1968 både med hensyn til udseende og holdninger. Eller findes der stadigt langskæggede fædre med skægstubbe og hjemmestrikkede sokker, der passer køkkenhaver, samtidigt med at de bor i et hjem med tressermøblering og en babuska på buffeten? Kun fladskærmen og kaffekanden røber, at vi kan have passeret årtusindskiftet. Illustrationerne tager således ikke nødvendigvis udgangspunkt i den verden, den unge læser kender.

Der er relativt meget tekst, men historien kan sagtens læses via billederne alene.

Drengen Valentin er med sin far ude at købe frø. Far køber gulerødder, bønner og persille, og Valentin får solsikker til at så i sin egen have. Der er ti solsikkefrø, og Valentin planter dem med stor omhu. Han vander og luger, men han kan ikke holde øje med bedet hele tiden, så en krage hugger det første frø, en muldvarp det næste og så går det næsten som i sangen Ten Little Nigger Boys, på dansk 10 små cyklister, mængden af levende tilstedeværende frø skrumper dag for dag, og til sidst er der kun en enkelt solsikke på vej. Den vokser til gengæld og bliver otte gange så stor som Valentin, og solsikken bliver filmet og berømt i Danmark.

Ulrik T. Skafte

Illustreret af Gunhild Rød

28 sider

Turbine

Udgivet: 17.07.2014