Fantasyroman og efterfølger til Forelsket i en engel. Nora er fortsat hovedperson. Hun går i high school, og det lykkedes hende allerede i den første roman at score den spændende Patch. Han var tidligere en falden engel, men er nu avanceret til at være Noras skytsengel, fordi han har reddet hendes liv. Det unge par er meget forelskede, men der går ikke mange sider, før forholdet trues dels af Noras mor, dels af klassekammeraten Marcia og ikke mindst af, at Nora begynder at lede efter den, der er skyldig i drabet på hendes far, Den Sorte Hånd. Det viser sig, at både Marcia og Nora er i fare, og handlingen bevæger sig ad trange stier mod opklaringen af mordet og mod afsløringen af Den Sorte Hånd – og overraskende en afsløring af Noras familieforhold.
Det er en dybt romantisk roman, og der er som angivet indeholdt en slags krimi med helte, skurke og en opklaring. Det faktum, at det er fantasy, har indflydelse på handlingen, men er ikke afgørende hverken i forbindelse med romantik eller spænding.
Der er fint tempo i bogen, og interessen fastholdes ubesværet, men i lighed med meget anden fantasy er der ikke mere på spil. Hovedpersonerne er enten lykkeligt/ulykkeligt forelskede eller på vej til at rode sig ud i noget livsfarligt. Der er ikke gjort plads til de store personligheder – kun teenagere med halvtomme tilværelser. Veninden Vee er begunstiget med en antydning af humor, mens samfundskritikken begrænser sig til en bemærkning om, hvor lang tid det vil tage politiet at nå frem. Lutter hurtige kalorier, ingen fibre.
Becca Fitzpatric
Hush, hush – forfulgt af en engel
Oversat af Louise Christiansen
366 sider
Tellerup
Udgivet: Maj 2011
Birte Strandby