Hullet i himlen er en smuk og helt speciel udgave af et gammelt grønlandsk sagn, der kort fortalt handler om en gammel kone, som mister sine to eneste sønner. Hun søger efter dem i dødsriget for at få dem tilbage til livet. Selvom moderen omsider møder dem, må hun til slut erkende, at hun og sønnerne nu tilhører to forskellige verdener, og hun må leve sit liv i de levendes verden færdigt på dette livs betingelser.
Det lyder ganske simpelt, men de to kunstnere har fået en hel lille perle ud af dette sagn, der bliver serveret i en form for moderne tegneserie med et fantastisk medrivende billedsprog.
For en gangs skyld er det ikke en billedbog for de mindste men en underholdende, smuk og ganske speciel billedfortælling, man kan fornøje sig med mange gange fra teenagealderen og opefter. Vi får levende, bevægende billeder med sort desperation og dansende glæde. Der er sugende sorte huller og en mystisk sort sten med blod i naive knugende billeder af død og afsavn.
Den kortfattede tekst fordeler sig med nogle få linier på hver side og forskellige bemærkninger skrevet ind i bobler o.l.. I sin sammenhæng med billederne virker det overhovedet ikke, som om der mangler noget tekst. De suggestive billeder giver med deres forskellighed og emotionelle rigdom et utroligt vellykket supplement til historien. Der er glæde, gys og gru. Den sorteste fortvivlelse, glæde, mysticisme og sjælerejse til dødsriget. Et anbefalelsesværdigt, lille grønlandsk sagn i en poetisk tegneserieudgave med fuld knald på billedesiden der kan hentes megen fornøjelse fra. Der er også mulighed for at sætte en del af billederne i ramme. Bogen er en rigtig lille nyder.
Hullet i himlen
Tekst: Dorte Futtrup
Ill.: Lilian Brøgger
60 sider
Forlag: Høst & Søn
Udg.: 20.08.2011
5 glober
Jan Vandall