Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

Populære Peter

Efter at have set Peter Jacksons første skud på Hobbitten, var jeg ikke synderligt begejstret for at skulle se efterfølgeren. Desværre er der en slags ondskab på spil her, så hvis man ikke ser alt hvad Peter Jackson oversætter fra Tolkien, så mister man sit statsborgerskab og sin ret til at kalde sig menneske. Derfor måtte jeg jo tage ind og se filmen på premieren alligevel, da jeg ikke lige var forberedt på at leve som et dyr i skoven.

Heldigvis er efterfølgeren helt utroligt meget bedre end den første film.

I forhold til den første Hobbit

Den første film trak ud i en række ligegyldigheder. Scene efter scene omhandlende flade karakterer, som sagtens kunne have været opbygget i løbet af den tid, som i stedet blev spildt med usjove forsøg på komik. Dværge er ikke sjove bare fordi de er dværge. Dværge er ikke sjove fordi de kaster med tallerkener og synger en irriterende sang. Dværge er ikke sjove bare fordi de er fede. Og en episk eventyrfortælling er ikke sjov, bare fordi hovedpersonerne er dværge.

Det eneste sjove var da de red på ponyer.

Udover en tvunget romance imellem en elver og en normalproportioneret dværg, hvilket jeg troede var det man kaldte en hobbit, er der ikke langtrukne ligegyldigheder i to’eren på samme måde som i den første film. Man kan stadig diskutere Radagast den Brunes rolle, heldigvis er han ikke så meget med og hans irriterende kaniner endnu mindre.

Dragen Smaugs Ødemark, som filmen hedder på dansk, er langt mere underholdende, langt mere raskt fortalt og desuden et opgør med en række fjollerier fra sin forgænger.

I efterfølgeren kommer vi meget dybere i historiens temaer og de bliver meget mere relevante for os. Derfor tillader jeg mig her, at tilføje nogle associationer som jeg fik ved at se denne film.

Bare for at overfortolke

En ideologi (nazisme, kristendom, liberalisme, islam, fascisme, jødedom etc.) består, som udgangspunkt, uanset om den er religiøs eller politisk, af to ting. Henholdsvis et ideal og en form for eksklusion. Idealet kan formuleres som flere, men der er tale om den mest fundamentale ide, som er uopnåelig, men som ideologien fremstiller som værende opnåelig, men kun hvis alle er med. Dertil kommer eksklusionen, hvilken forudsættes af idealet. Der er altid nogen som ikke er med, men endnu vigtigere er der altid nogen der, fra ideologien ses som værende direkte i vejen for idealet (jøder, hvis man er nazist. Invandrere hvis man er dansk folkeparti, og politisk-ukorrekte mennesker, som medlemmerne af dansk folkeparti, hvis man er socialdemokrat).

I Hobbitten følger vi dværgene, hvis ideal det er, at genoprette deres folks storhed. Et ideal der endnu ikke har afsløret ondskaben i sin kerne, den eksklusion der er nødvendig for idealets realisering, eller mangel på samme. For eksklusionen bliver først til et egentligt undertrykkelses-projekt, som Nazismen, det øjeblik hvor idealet viser sig ikke at kunne opfyldes, fordi det er et ideal, en drøm og ikke en reel mulighed. Dværgenes ideal virker, som alle idealer indenfor den ideologi man selv tilskriver sig, realistisk. For deres folk har jo haft deres storhed, så hvorfor ikke igen? Derfor er vi, som seere, også sat i en position, hvor vi må tro på dværgene og deres projekt. Det er dem vi holder med, ligesom Bilbo, og vi holder af dem der vil hjælpe dem, og ser ned på dem der ikke vil. Det er præcis på grund af denne, vores position som seere, at filmen gør noget interessant.

Igennem en birolle spillet af Stephen Fry, som borgmesteren af Søby, bliver dværgenes episke mission pludselig til en farce, og det er et genialt træk. Med ét går tragedien op for os. Filmatiseringen af Hobitten er historien om hvordan idealer og gode ideer bliver fordærvet. Dværgenes mission bliver sidestillet med tilbagekomsten af det onde. Mørket der holder sig skjult, afventende, velvidende at der vil komme et tidspunkt, hvor det der var et rent ideal, en god ide og en retfærdig, fortjent søgen, udvikler sig til det, som den slags ting altid udvikler sig til. Øjeblikket hvor selve idealets kerne, viser sig at være en katalysator for mørkets tilbagevenden, eksklusionen.

Imod slutningen af filmen tvinges vi til, på en og samme tid, at sympatisere med vores hovedpersoner, og forholde os distanceret til deres handlinger, konsekvenserne af hvilke drages i tvivl. Vi begynder langsomt at forstå hvilken størrelse skæbnen egentlig er, for der var ingen anden vej. Dværgene kunne ikke bare have vendt ryggen til deres historiske ret, og verdenen kunne ikke bare have vendt ryggen til dem. Selvfølgelig skal de have det de har mistet, og selvfølgelig bør man hjælpe dem, for hvad er meningen med noget som helst, hvis man ikke kan tale om retfærdighed? Hvis ingen fortjener noget? Derfor, velvidende at det vil ende galt, velvidende at deres ambition langt overstiger deres formåen, skal det gøres, for ellers reduceres verden til det tomme kaos, vi så nødig vil se for vores øjne. Derfor ser vi aldrig mørket komme, for det bliver først synligt der, hvor det utopiske projekt, idealet, indser den fundamentale fejl, at dværge er dværge og ikke guder. Der hvor skylden for det uopfyldte ønske skal placeres, og nogen må ekskluderes, som fjender af vores utopiske vision. Der hvor ideologien bliver destruktiv.

Filmens største styrke, ligger i at vise os, hvordan alle de involverede, et eller andet sted, godt ved at det vil gå galt, men alligevel fortsætter fremad, mod nederlaget.

Den kritiske ring

Gandalf kan, i en spøjs vending, ses som populær filosoffen Slavoj Zizek der vandrer rundt i det vestlige, kapitalistiske samfund og forsøger at afsløre den underliggende ideologiske ondskab. I den sammenhæng kan man komme med et meget præcist svar på, hvad ringen er. Ringen er den marxistiske kritik af ideologi. Når Bilbo tager den på, indtræder han i alle ideologiers blinde vinkel. Stedet hvor idealet og eksklusionen er det samme. Stedet som bliver nødt til at være skjult for at ideologien giver mening. Bilbo bliver usynlig, som den marxistiske teoretiker, der påstår ikke at have et ideologisk standpunkt. Men denne mangel på et artikuleret standpunkt, indebærer, i sig selv, som alle former for kritik, en ide om noget der er bedre end det der kritiseres. Bilbo fordærves således, ligesom Frodo, af den radikale ondskab, som er ringens eget ideal. Den blinde vinkel i selve kritikken af ideologi. Ringen viser Bilbo verden, trist som den ser ud, uden en ideologisk fantasi til at sløre den. Den marxistiske kritik af ideologi, træder uden for ideologi, kun i den forstand, at den selv er en ideologisk fantasi om, hvordan verden ser ud, uden ideologi. Manglen på fantasi er, i den forstand, en dyster fantasi i sig selv.

Kort sagt

Peter Jacksons integration af Hobbitten i Ringenes Herre-filmenes meget større tyngde, er i denne anden film, rigtig god. Med undtagelsen af et mærkværdigt trekantsdrama og Legolas i en langtrukken nævekamp med en ork, er filmen gevaldigt underholdende, velfortalt (modsat den første film), og i det hele taget interessant på flere niveauer. I fremtiden vil Ringenes Herre -nørder skændes og græde i en konflikt om hvorvidt det Peter Jackson har gjort er galt eller genialt. Uanset hvad de kommer frem til, er der nu ingen tvivl om at Peter Jacksons filmatisering har noget at fortælle ved siden af bøgerne.

Peter Jacksons stil, rent visuelt, er ikke blevet mindre overdådig, men et godt, episk eventyr er også bedst stillet med en vis overdrivelse.

7/10 (Vi er alle dværge i mødet med vores kaotiske verden.)