Som i Chris Heapes roman Grænseland tager Jens Smærup Sørensen fat i opgøret med forældrene, her faren, der klart er den forældre, der har markeret sig kraftigst i barndommen. Han er landmand og forventer at sønnen, jeg-fortælleren Kristian, følger i hans fodspor. Det er der ikke meget, der tyder på, at han vil. Men faren overlæsser ham med arbejde på gården, så han dårligt kan nå at læse lektier, og da han får tid til lektierne, læser han romaner i stedet.
Faren er ikke tilhænger af læsning og uddannelse. Da moren ønsker, at familien skal holde et ugeblad, forkaster han det ud fra den betragtning, at moren nok allerede ved mere om madlavning og syning, end et sådan ugeblad kan formidle, og foredraget i husmoderforeningen får hun heller ikke hans støtte til.
For sønnen – måske forfatteren selv – bliver det en opdragelse, der går stik imod hans natur, og det kommer til flere konflikter med faren. Selv da Kristian bliver historieprofessor, og moren overfor faren antyder, at noget er lykkedes for ham, er hans far der er begyndt at slås med senilitet, skeptisk overfor påstanden.
Hovedtemaet er den lange afsked med den døende far, der allerede for år tilbage er blevet senildement og længe ikke har kunnet genkende sine børn.
Sproget er medrivende, elegant, og humoristisk, som da den aldrende historieprofessor ved sit besøg i barndommens by ser sin gamle lærer fra kommuneskolen og instinktivt bukker sig og kravler forbi hækken i håb om ikke at blive set.
Erindringerne skifter i tid, men der er umærkelige og glidende overgange mellem fortid, nutid og de hyppige filosofiske indlæg:
1. et rigt samfund øger vores personlige frihed
2. for at skaffe os fortsat rigdom er vi pisket til stadig mere arbejde, stadig mere forbrug, ergo
3. vi er blevet slaver af vores frihed.
Hjertet slår og slår
Jens Smærup Sørensen
216 sider
Gyldendal
Udgivet: 05.10.2012
Birte Strandby
