Engang imellem er en roman umulig at referere, for hvad handler den egentligt om? Er det Jana, der har hovedrollen, og hvorfor er hun interessant? Romanens mangel på klare budskaber betyder ikke, at det er en dårlig roman, tværtimod. Der er billeder, stemninger, personligheder, malende gengivelser af det, der er svært at beskrive, og det er udført med stor omhu og en usædvanlig føling med sproget.
Og det kan godt være, at James Joyce slog rekorden i afsnit uden punktummer (16 sider?), men Kramberger er godt med i en beskrivelse på mere end en side med koncentreret lyd, stemning og fortættet storby. Storbyen er her Amsterdam. På et senere tidspunkt gør hun omtrent det samme med utilfredshed i lufthavnen, altså skaber en lille langsomt eksploderende bombe af ord og udtryk, der som helhed både omfatter hovedpersonen men også alle de andre i lufthavnen:
… hvad bilder de sig ind, myndighederne og Europa og de tekniske foranstaltninger og Amerika og den russiske mafia, hvad er meningen og mangel på information, og elendig organisation, ingen manerer, og hvor er civilforsvaret og hvad med forsinkelserne og omstigning i Kuala Lumpur, bagage og billetter …
Romanen skifter rundt i tiden, en del foregår i 1993, men Janas egen historie skifter fra hun var barn i Slovenien og gik i skole der, til hun som ung bliver illegal studerende i Amsterdam. Bepi er en ældre mand der pludselig får overdraget sit barnebarn fra Indien.
Skønt meget forskellige mødes Bepi og Jana i samtalen, smukt men ikke helt forståeligt.
Og for ulejligheden med at forsøge at finde en rød tråd i romanen, får man så de nydeligste sprogbilleder:
Der kom en påtrængende duft af violer fra hende, som blandede sig med lugten af trætte fødder, syltede agurker, trængsel, intolerance.
… afrakket som en kriger og skrøbelig som en brise …
Himlen i Brombærkrattet
Nataša Kramberger
Oversat af Jette Ostan Vejrup
248 sider
Turbine
Udgivet: 30.09.2014
Birte Strandby
