Så er der igen Kafka for begyndere eller dannelsesrejse for de mere hårdkogte: 16-årige Jamal og Sanne er med deres klasse på besøg i London. Det omfatter museer og en del buskørsel. De to er meget forelskede, og der er lagt op til en god tur. Indtil de kommer for sent til en bus, og uheldige omstændigheder anbringer en bombe i hænderne på Jamal. De fængsles begge, men Sanne bliver hurtigt løsladt igen. Det samme gælder ikke Jamal. Han er født i Holland og mener selv, at han er en almindelig hollandsk teenager, men med sin marokkanske afstamning og gode begavelse, viser han sig til sin egen store overraskelse at være helt identisk med de britiske myndigheders opfattelse af prototypen på en terrorist.
Politiets undersøgelser går frem efter devisen: Skyldig til det modsatte er bevist, og Jamal mister andet end sin frihed for et par dage. Selv hans far, der hurtigt kommer til London, sætter spørgsmålstegn ved, om Jamal eventuelt selv har nogen skyld i, at han er havnet i fængsel.
Romanen der begynder som en sød skolehistorie, ændrer langsomt karakter og beskriver et samfund der er styret af hysterisk frygt for terrorisme, et hysteri der takket være vestlig retorik og såkaldt kamp mod terror er blæst ud af proportioner og meget overbevisende demonstrerer, hvordan man alene med passende forventninger kan skabe en terrorist. Bogens karakterer er troværdige, og gør det let for læseren at følge den snigende skepsis, der langsomt påvirker omgivelserne og får dem til at tvivle på egen viden og egen dømmekraft.
Underholdende og meget uhyggelig læsning.
Hilsen fra London
Forfatter: Joyce Pool
Oversat af Aino Roscher
183 sider
Borgen
Udgivet: 9.02.2009
Birte Strandby