Verden er fuld af martrede teenagere. For nogle handler det ’kun’ om selvværd, om forelskelser, om pinlige forældre. For andre er det en psykisk triatlon at overleve ungdommen.
Honey er en af dem, der har fået meget at slæbe på. Hun går i 7. klasse, og hun er forelsket i Philip fra klassen, har været det altid. Efterhånden har hun lært at leve med, at hun har hareskår. Det går også meget godt med hendes ældre søster, der er hjerneskadet, men det begynder at knibe, når hendes far spiller med steroidmusklerne og lufter tatoveringerne til klassesammenkomsterne. Så skidt da med at han altid skal låne penge af hende, og at han ikke tager så tungt på hashhandel og butikstyveri.
Honey arbejder hårdt og lyver jævnligt, både for at få tingene til at glide lettere og rent spontant. På grund af en bekvemmelighedsløgn lander hun utilsigtet på et kursus i kinesisk, og på nogenlunde samme måde ender hun på et hospice hos døende Marcel der har tragedier i sin fortid. Trods andre tunge pligter sætter Honey sig for at gøre noget for at reparere Marcels liv. Og Honeys tilværelse bliver ikke lettere, da Philip inviterer til klassefest.
….Jeg ville ønske, at min familie bliver bedre til at holde sig inden for grænserne. I hvert fald Mikala og far. Jo mere de fylder, jo mindre fylder jeg helt automatisk. Det er helt utroligt, så lille jeg kan blive.
Honey er en forbløffende moden jeg-fortæller, og hendes begavede betragtninger om familie og omverden rummer ikke meget 13-årig uvidenhed, men ellers en god historie.
Mette Eike Neerlin
128 sider
Høst & Søn
Udgivet: 12.05.2015
