Malene Fenger-Grøndahl, der har skrevet blandt andet Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004, og Sigøjnere – 1000 år på kanten af Europa, udgiver her en tegne- og fortælledagbog til børn. I indledningen understreges, at det er barnets bog, og at forældre ikke skal blande sig, hvormed vejen er banet for at barnet kan korrespondere uforstyrret med Gud. Det er der flere grunde til, dels er han god til at lytte, hvor forældre har meget med at forstyrre og snakke aftensmad og lektielæsning, og dels ser det ud til at være en fornuftig indgang til religion og udvikling af det abstraktionsniveau som især børn mestrer.
Bogen omfatter sider om påske og jul, Jesus og Helligånden, og der er gjort plads til barnets egne kommentarer: Det bedste der skete i dag, var… og Det værste der skete i dag, var… Layout og illustrationer er indbydende og tilgængeligt.
Desuden indeholdes rent moralske dilemmaer for eksempel: ‘Er det svært at sige undskyld?’, og der er forslag til hvordan man laver en magisk perlekæde, hvor man kan bede bestemte bønner for hver farve: Rød for kærlighed, Lilla for det, der er svært, Blå for himlen og helligånden…
Først når vi når frem til spørgsmålet: Har du mærket Gud i dag? sniger en løftet pegefinger sig ind i forløbet og antyder, at bogen ikke kun er en hjælp til barnet men også forpligter til at tro. Det kan man kritisere eller lade være. Til gengæld kan man være i tvivl om målgruppen, emnet er fint for den femårige (der ikke kan skrive endnu), men vil den otteårige kunne bruge bogen?
Malene Fenger-Grøndahl
Hej Gud og alle engle
Illustreret af Karen Smedegaard
54 sider
Unitas Forlag
Udgivet: 10.05.2011
Birte Strandby