Just Do It! er blevet et af tidens mere trendy reklameslogans, måske fordi det netop beskriver tidsånden i kun tre ord, og måske gælder det endnu mere i dag end i 1988, da Nike skabte det. Den vestlige verdens begrænsninger er tydeligvis få og små, og det er kun os selv, der står i vejen for den ønskværdige fremtid. Derfor: Gør noget ved tingene og skab din egen fremtid. Eller?

Handl! handler(!) om handlinger. Forfatterne går i dybden med begrebet, og vi er ikke mange sider inde i teksten, før det påvises, at en del af vores handlinger nærmest er ikke-handlinger eller tvangshandlinger, og at det indledende slogan i stort omfang retter sig mod et forbrugssamfund som vi på ingen måde kan forsvare at opretholde, hvorimod den handling der skulle forbedre vilkårene for klima og miljø udebliver eller erstattes af de handlinger vi plejer at gøre.

Med udgangspunkt i Hannah Arendt inddeles menneskelige handlinger i arbejde, fremstilling og handling, hvor fremstilling er en kulturel aktivitet og handling en politisk aktivitet. Det er især det sidste, der er interessant, for det er det mennesket skaber udover arbejde og kultur, det er her samfundet skabes, og det er også her vi har rodet os ud i en heftig økonomisk tænkning siden murens fald. Hvor økonomisk vækst før skulle føre til god læring, god sygepleje og gode offentlige institutioner, så er det blevet til kapitalisme for kapitalismens egen skyld, og vores ellers så udmærkede læring har alene fået til formål at skabe mere vækst og flere penge.

Arendt behandles grundigt, og Lacans Den store Anden anvendes til at typebestemme de handlinger der gør os til mennesker. Forfatterne kommer blandt andet ind på begreberne acting out – udtryk for protest – og passage à l’acte, der i Handl! eksemplificeres med hovedpersonens selvdestruktion i Tom Kristensens roman Hærværk. Valget af Donald Trump kan også beskrives som acting out, det vil sige en borgernes reaktion på det etablerede system, som Hillary Clinton repræsenterede.

Også tvangshandlinger diskuteres – checker vi Facebook 47 gange i timen, og hvad udtrykker cutting, anoreksi, ludomani? Vores ikke-handlinger ses især i den passive holdning til den forestående klimakatastrofe: den eneste kur mod det, der truer vores eksistens, er at lade som om, det ikke findes.

Sat således i relief bliver handling ret interessant og ikke mindst nødvendigt.

Den filosofiske del af bogen er ikke helt let, men der er gode eksempler, og man får en forståelse for, hvorfor det er rammerne for vores handlinger der skal gentænkes.

Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen

Handl!

Skolen for livet

226 sider

Mindspace

Udgivet: 08.11.2017

Birte Strandby