Håndtering af udøde er på mange måder en interessant film. Filmen omtales som en gyser, og den er uhyggelig helt ind til benet, men det er langt fra en traditionel gyser. Ondskaben er ikke til stede, mens de effekter der sædvanligvis er forbundet med ondskab fylder i filmen.

Publikum præsenteres for tre grupper af hovedpersoner. Vi møder en gammel kvinde der i et ensomt kirkerum siger farvel til sin livsledsagerske. Vi møder den gamle mand, morfaren, og hans datter, der nyligt har begravet en lille dreng. Og vi møder den relativt lykkelige familie, forældre og to børn, den ene teenager. Moren afbryder teenagerens zombiedræberspil og beder hende passe lillebroren, mens moren er væk. Faren er standup-komiker. Efter en forestilling bliver han ringet op fra sygehuset. Hans kone er kørt galt og død på operationsbordet.

Og så er der gnister i luften, noget sker i det hedebølgeramte Oslo. Den døde hustru på sygehuset er alligevel ikke helt død. Hendes mand prøver at forholde sig til det, lægerne forstår det ikke. Bedstefaren hører barnebarnet banke på kistens låg og begynder at grave kisten op. Den gamle kvindes afdøde livsledsagerske sidder pludseligt i deres fælles køkken. 

De udøde er rolige og tavse, men anderledes, særligt den lille dreng der har ligget i graven. Han er svagt grøn i huden, opsvulmet, forrådnelsesprocessen har været i gang, da han hentes tilbage. Bedstefaren prøver at glæde sig, drengens mor tror ikke rigtigt på det.

Som publikum sidder man måske og afventer et aggressivt zombieangreb. Sådan går det ikke helt. Noget skal tydeligvis aktiveres hos zombien, før den angriber, men aggressionen er ikke til stede, undtagen i et enkelt ret overraskende tilfælde. Alligevel lykkes det de tre zombier effektivt at fastslå, at de ikke har megen forbindelse med de mennesker, de plejer at være. Filmen viser mere et billede af familiernes sorg og chok, end af gyserfilmens sædvanlige elementer.

Håndtering af udøde gør sig bemærket ved, at replikkerne samlet næppe fylder mere end en halv A4-side, men helt styres af billede og musik. Filmen er langsom, men efterlader betragteren rystet i sine grundvolde.

Romanen er fra 2005, skrevet af svenske John Ajvide Lindqvist, der debuterede med ‘Lad den rette komme ind’, som også er filmatiseret. 

Filmens og bogens tese minder om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983: de elskede udøde kommer tilbage, eller gør de? I modsætning til ‘den lykkelige gyser’, hvor alt vender tilbage til status quo, når det onde er fordrevet, er filmens gys mere eksistentielt og den er næsten lige så ubehagelig som Tafdrups ‘Speak no Evil’. Og alligevel bør man se den.

Anmeldelse af romanen.

Håndtering af udøde

Norsk/svensk 2024

Skuespillere: Renate Reinsve, Anders Danielsen Lie, Bahar Pars, Bjørn Sundquist m. fl.

Instruktion: Thea Hvistendahl

Manuskript: Thea Hvistendahl, John Ajvide Lindqvist

Birte Strandby