Skilt på Starbuck i Riyadh: Venligst ingen adgang for kvinder …

Dette er Manal Al-Sharifs egen beretning om hendes kamp for saudiarabiske kvinders selvstændighed, og det er en lærerig og fantastisk historie om en undertrykt befolkningsgruppe. I nudanske ører også en vild fortælling: En kvinde bliver skilt, manden tager børnene og efterlader kvinden med pligten til at tilbagebetale lån, han har taget i hendes navn, og hun må i en moden alder finde sig i, at hendes far fremover skal give tilladelse, når hun skal rejse, åbne en bankkonto eller søge et arbejde.

Kvinden kan ikke gøre noget uden for hjemmet uden at være ledsaget af sin ægtefælle eller et mandligt familiemedlem, og hun må heller ikke køre bil. Derfor blev retten til at køre bil symbolet på de saudiarabiske kvinders frihedskamp.

Efter Det arabiske Forår indledte Manal Al-Sharif kampagnen #Women2drive der skulle munde ud i, at kvinder som en demonstration kørte bil den 17. juni 2012. 120.000 mennesker støttede kampagnen, men Manals egen bilkørsel – som hun filmede og lagde på YouTube – gjorde at hun blev arresteret for ‘kørsel i kvindelig tilstand’. Kampagnens hjemmeside blev lukket, og for at komme ud af fængslet igen skulle hun underskrive en erklæring om, at hun aldrig mere ville køre bil.

Oplevelsen gennem det saudiarabiske system og opholdet i et kakerlakbefængt fængsel er beskrevet, så det kunne få enhver til at opgive ethvert krav om selvstændighed. Men Manals budskab var tydeligt, og siden er der sket flere opblødninger: Officielt må kvinder køre bil nu, 19 kvinder er blevet indvalgt i lovgivende kommunale forsamlinger. Et meget beskedent antal, men alligevel. Enker og fraskilte kvinder har fået mulighed for at få familieidentitetskort, og skal  ikke længere have fat i far eller brødre for at kunne agere juridisk og økonomisk. Manal blev efter sit heroiske civiloprør omtalt som Saudiarabiens Rosa Parks.

Hvad der er nok så interessant er beskrivelsen af Manals barndom i Mekka. Her fortæller hun, hvordan adskillelse af kønnene og opdragelse af piger fandt sted. Det er uhyggelige beretninger om skoler og hjem, hvor vold simpelthen var en del af opdragelsen, ligesom det var i Nordeuropa for 300 år siden – Spare the Rod and Spoil the Child. Samtidigt påvirker religionen på alle niveauer, og det betyder blandt andet, at musik og kunst er bandlyst. De mest kreative fag i skolen er hjemkundskab og tegning, men intet levende må afbilledes, og den unge Manal gemmer sine bedste billeder hjemme.

Forfatteren har en periode i teenageårene, hvor hun er særligt religiøs. Det medfører, at hun sætter ild til sin brors kassettebånd, og på andre bånd overspiller hun sangene med prædikener. Skønt familien er stærkt religiøs og eksempelvis får begge døtre omskåret, så har de problemer med Manals yderligtgående tendenser, og moren gemmer fotoalbums væk, så de ikke også bliver brændt. I et et ellers undertrykkende samfund, hvor piger fylder meget lidt på de højere læreranstalter, er det bemærkelsesværdigt, at Manals mor gør en stor indsats for at hendes døtre skal få en uddannelse.

Informativ og berigende læsning om kvindeligt oprør mod patriarkalske normer.

… hvis kvinder fik lov til at køre bil, ville prostitution, pornografi, homoseksualitet og skilsmisser ‘eksplodere’.

Med hånden på rattet

En saudiarabisk kvindes kamp for ligeværd og frihed

Manal Al-Sharif

Oversat af Maya Salonin

344 sider

EgoLibris

Udgivet: 2018

Birte Strandby