Er man optaget af hvordan børn tilegner sig sprog er denne bog længe ventet. Her er samlet viden fra et stort antal forskellige forskere, undervisere og praktikere. Resultatet er en bog som både kan anvendes som lærebog og som opslagsværk. Her beskrives både tilegnelsen af dansk som modersmål og som andetsprog.
Bogen er overordnet inddelt i tre dele.
1) Vejledning og pædagogisk planlægning i forhold til børns sprogudvikling.
2) Børns sprogtilegnelse.
3) Dokumentation og evaluering af børns sprog og pædagogisk praksis.
Bogen begynder med en udvidet indledning, hvor læseren får et kort indblik i børns sprog set med videnskabelige og pædagogiske briller og sprogets placering i uddannelsen af pædagoger.
- Vejledning og pædagogisk planlægning i forhold til børns sprogudvikling – her beskrives emner som didaktik, læring, vejledning, sprogindsatser og det tværfaglige samarbejde.
I dette afsnit redegøres der for hvordan en række didaktiske modeller kan bruges til at opdele processen indenfor sprogtilegnelsen i daginstitutioner. Hvorledes arbejdet med at omsætte resultaterne af sprogvurderingen til pædagogisk handling beskrives. Afslutningsvis uddybes samarbejdet med forældre, talepædagog og skole.
- Børns sprogtilegnelse –afdækker hvorledes sprogtilegnelsen er blevet anskuet gennem op i tiden. De biologiske, psykologiske, anatomiske og fysiologiske forudsætningers betydning for udviklingen af sprog beskrives. De særlige kendetegn ved dansk og særlige milepæle i sprogtilegnelsen for danske børn fremlægges. Emnerne fonologisk udvikling, atypisk sprogudvikling, dansk som andetsprog og overgangen fra tale til skiftsprog gennemgås.
- Dokumentation og evaluering af børns sprog og pædagogisk praksis – i denne del af bogen redegøres der for forskellige metoder til beskrivelse og vurdering af den sproglige udvikling. Endvidere ses der på fordele og ulemper ved materialer som kan anvendes til screening, beskrivelse og vurdering af børns sprog. Desuden beskrives det hvilken betydning dokumentationen af det pædagogiske arbejde med børns sproglige udvikling har.
Hver af de tre dele er opdelt i en række afsnit som beskæftiger sig med de enkelte underområder. Netop ved at opdele bogen i mere end 30 afsnit, får man en håndbog som inddeler et bredt emne i overskuelige bidder for læseren. Bogens styrke er at emnet belyses ud fra en lang række teoretiske og praktiske vinkler. Dette betyder at koblingen mellem teori og praksis bliver meget tydelig. Denne tydelige sammenhæng mellem teori og praksis er noget af det der er i fokus i de pædagogiske institutioner i dag. Derfor har denne bog en god chance for at blive et vigtigt stykke værktøj både på sprogvejlederuddannelsen og i alle daginstitutioner som ønsker at øge deres fokus på hvordan børn lærer sprog og hvordan de voksne kan hjælpe med at få børnene godt på vej.
Red. Hans Månsson, Lena Basse og Helle Iben Bylander
Dansk psykologisk forlag
Udg. 01.11.2010
Anmeldt af Nana Marie Pedersen