Stella, den nye pige i klassen, er forfulgt af sin onde stedmor, Xenia. Hun er ikke en man ønsker at få som fjende, og Raketbroderskabet plus Gustavs lillesøster får kamp til stregen, selv om de alle fem er ude i friheden, da dramaet tager sin begyndelse. I hvert fald kortvarigt. De undersøger den bunker hvor Gustav var fanget, og så sker der flere ting hurtigt efter hinanden. Xenias kamprobotter belejrer bunkeren og ungerne, Stellas far får ved en fejltagelse startet et rumskib og sendt det af sted, mens han kæmper for sin frihed; og et ni kvadratkilometer stort område ved Grødby er totalt spærret for al datakommunikation.
Rumskibet lander i Grødby. Det varer ikke længe, før Xenia opdager det, og hun er klar til at afprøve våben der ikke er fuldt færdigudviklede for at fange Stella og hendes far. Hun forbereder sig til kamp, og med den cliffhanger slutter Raketbroderskabets indsats i denne omgang.
Illustrationerne er først og fremmest dramatiske og får understreget både tempo, farer og måske også en lille antydning af en begyndende forbindelse mellem Stella og Gustav, robotterne er store og truende, men ikke større end at de kan nedlægges.
Teknikken er avanceret, og der tales blandt andet om en ormehulsgenerator. Humoren er dels lagkagekomisk som i Benjamin og Simons indbyrdes kampe, og dels ret voksen og indforstået som i dette replikskifte mellem Stellas far og generalmajoren:
Jeg har altid købt brugte biler. Så lærer man at reparere.
Det kender vi godt! Den forbandede regering udsulter hæren.
Frank Madsen og Sussi Bech har tidligere udgivet Søren tror ikke på bøhmænd, Snus Mus – mus og konger på Kronborg.
Frank Madsen
Gustav og Raketbroderskabet 7
Tvekamp
Sussi Bech
83 sider
Forlaget Eudor
Udgivet: 2017
Birte Strandby