Genudgivelse af Finn Abrahamowitzs glimrende Grundtvig-biografi, ti år efter den første udgivelse og med Carl Chr. Constantin Madsens karakterfulde portræt af Grundtvig på forsiden (N.F.S. Grundtvig (1847-48)).

Som det er nævnt i forordet til denne udgave, er der kun sket få korrekturrettelser, hvilket betyder, at de forrygende anmeldelser, bogen fik i 2000, kan genanvendes:

“Finn Abrahamowitz sidder bag på profeten og læser over skulderen (…) en bedre rejsefører er det svært at forestille sig.”

– Peder Christoffersen, Ekstra Bladet

“En guldbarre på 413 sider om vores enestående åndsfyrste. Abrahamowitz er en voldsomt god fortæller”

– Kathrine Lilleør, Berlingske Tidende

“Finn Abrahamowitz har skrevet ‘The basic Grundtvig’. Kommer veloplagt rundt om Grundtvigs lange liv over så at sige alle åndslivets områder”

– Claus Bjørn, Kristeligt Dagblad

“Et sandt pragtværk. Den, der ikke kender Grundtvig i forvejen, kan med fordel begynde med denne bog. Men også for kendere er der masser af ‘guf'”

– Bertel Haarder, Fyns Amts Avis

“En fremragende bog, der vidner om stor kærlighed til Grundtvig og sans for hans personlighed. Her er en psykolog, hvis psykologi ligefrem fører til menneskekundskab og forståelse af sjælelivet”

– Søren Krarup, Tidehverv

“En udfordrende og stærk boullion (…) Finn Abrahamowitz har gjort sit hjemmearbejde og gjort det godt”

– Klaus Rifbjerg, Information

“En fremragende bog, fortalt i et klart, smukt dansk og med stor fortælleglæde og nysgerrighed (…) En stor tak til Finn Abrahamowitz – både fordi du undte dig selv fornøjelsen, – og fordi du har givet os andre den!”

Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten

Og heri kan man vanskeligt være uenig. Det er sjældent at møde en biografi, der både i den grad viser alle facetterne, præsenterer sit materiale på en fornuftig og overskuelig måde og samtidigt er underholdende på et højt niveau.

Det er ikke blot et så vidt muligt præcist billede af Grundtvig, men også et billede af København, af guldalderens markante personligheder, og af de heftige og vidunderligt velformulerede men ikke venlige debatter om kirke og skole – og så er der et lille afsnit om det vi så smukt kalder danskheden, hvor Abrahomiwitz dels påviser, at Grundtvigs salmer er en basal værdi i danskheden – som Grimms eventyr er en del af ’tyskheden’ – og dels at de fleste af disse udmærkede salmer er omarbejdet fra udenlandske kilder.

Interessant er det også, at skønt skolen var så væsentlig for Grundtvig – basal for folkets dannelse og uddannelse – så var han ikke selv nogen gudbenådet underviser, og børneskoler var ham en vederstyggelighed.

Men hans tanker grundlagde nogle af de væsentligste elementer i vore dages skole, og gav os blandt andet morgensamling og morgensang, og det lykkes Abrahamowitz at formidle ideer og holdninger sublimt.

Finn Abrahamowitz

414 sider

Informations Forlag

Udgivet: 08.09.2010 (Grundtvigs fødselsdag)

Birte Strandby