Med tre veganske kogebøger på sit CV, kommer Johanne Mosgaard med en solid portion erfaring. Til daglig er hun tillige vegansk opskriftsudvikler. ”Grøn mad. Grøn energi” med undertitlen ”100 opskrifter til en grønnere livsstil” er en appetitvækkende kogebog til alle med interesse for at spise kødfrit. Opskrifterne henvender sig ikke alene til veganere og vegetarer. Den er til alle, der søger inspiration til at indlemme flere sunde og smagfulde kødfrie retter i kosten.
Gennem længere tid er vi blevet belært om, at plantebaseret mad er langt mindre klimatungt. Dét kalder tidens udfordringer på. I tilgift er vegansk mad grundlæggende fuld af sunde ting såsom grøntsager, bælgfrugter og frugt. Kosten bidrager med sit høje indhold af kostfibre til en glad mave.
Johanne Mosgaard har skrevet en lækker grøn all-round kogebog, der indeholder grønne retter til alle dagens måltider.
Bogen rummer følgende dele:
- Grøntsagsmad for alle
- Ingredienser, der bruges i bogen
- Bliv venner med bælgfrugterne
- Grøntsagsmad til børn
- Morgenmad
- Fyldige salater med masser af smag
- Aftensmad til alle ugens dage
- Lette retter og tilbehør
- Supper
- Mellemmåltider og snacks
- Søde snacks og desserter
I den første hoveddel får læseren ganske kort teori og gode råd til det plantebaserede køkken. Johanne Mosgaard introducerer læseren til sit grønne køkken og bogens mål. Herefter gennemgår hun på et overordnet plan en håndfuld af bogens særlige ingredienstyper. Hvis man ikke er veganer eller vegetar – eller er novice – så er det oplagt, at indføringen kan virke perifer. På bogens næste sidse fortælles lidt om bælgfrugter. Det er tvivlsomt, hvor stor nytte det reelt er til. Det er uden fotos og uden guide til at tilberede dem fra bunden.
I bogens sidste del gemmer der sig en overraskelse, der ikke fremgår af bogens indholdsfortegnelse. I kapitlet ”Fra mine skabe og skuffer” suppleres der med yderligere information om veganerens spisekammer. Gad vide hvorfor der ikke henvises fra første del hvor der er en gennemgang af bogens ingredienser?! Det giver dårlig mening, at disse dele er placeret i hver sin ende af bogen.
Bag i bogen gemmer der sig også et kort afsnit om allergi og intolerance. Når forfatteren vælger at dykke – lidt – ned i det, kan det undre, at hun ikke vælger at angive evt. allergener ved opskrifterne. Kun ved ganske få kage/bageopskrifter er der en bemærkning i forhold til glutenfrit. Men det er desværre langt fra konsekvent.
Johanne Mosgard fortæller også om sit eget barn Ella og hendes opvækst med vegansk kost forud for opskriftdelen. Det ligger i naturlig forlængelse af de tidligere kogebøger, der også har været familievenlige.
Opskriftdelen fylder størstedelen af bogen.
Hver opskrift er flot og professionelt præsenteret med indbydende foto, som Maria Amme har stået for. Ved størstedelen af opskrifterne er der en kort introduktion. Her beskriver forfatteren i ord retten eller hun sætter fx fokus på en af rettens centrale råvarer. Flere steder er der tale om tips. Det fungerer fint.
Ingredienslisten er overskueligt sat op. Råvarerne til hver af rettens delelementer er læsevenligt oplistet under hinanden. Fremgangsmåde er pædagogisk og enkelt beskrevet. Det er let at forstå.
På siden der indleder aftensmadkapitlet, står noteret at det rummer alt fra nemme hverdagsretter der kan laves på under 25 minutter til langsom aftensmad, der er weekendvenlig. Men ved de enkelte opskrifter kan læseren imidlertid ikke se tidsforbrug eller sværhedsgrad. Ydermere kan det virke lidt forvirrende, at en stor del af retterne er til fire personer, nogle få er til en person og endelig er der enkelte, hvor det slet ikke er angivet. Et par eksempler er ”Stegte bimi med citronyoghurt og saltede mandler” og ”Kikærtegryde med garam masala og kokosmælk”. Her må du gætte dig til mængden!
Her og der savner jeg forfatteren er på forkant på vegne af læseren. Bogen indeholder fx en opskrift på Italienske gnocchi med stegt rosenkål, butterbeans og pesto. Der tilberedes hjemmelavet pesto, men selve gnocchis er færdigkøbt. Det kan undre lidt. Gnocchi er en italiensk pastakugle af – typisk – kartofler, mel og æg. De kan dog købes uden æg, ligesom vi kan købe pasta uden æg. Jeg bider mærke i, at forfatteren angiver det som værende ”små kugler lavet på kartofler og mel”. Hvis man ikke allerede er dus med produktet og italiensk kogekunst, kan man let komme til at gribe den første pakke man ser i supermarkedet – uden at nærlæse at der er æg i. Derfor bør forfatteren rettelig notere denne faldgrube.
Under opskriften til Vintersalat med bagt knoldselleri, vilde ris og umamidressing står sidstnævnte blot oplistet som umamidressing under de øvrige ingredienser. Så er det op til læseren selv at gå på opdagelse i bogen og finde opskriften på umamidressing. Ellers er bogens praksis – heldigvis – at der er en sidehenvisning til hvor, man finder opskriften på delelementer.
Johanne Moesgaards køkken er sundt og varieret med inspiration fra hele kloden. Det er også farverigt og fyldt med spændende smage, men doseret med en mild hånd. Børnefamilier kan få megen inspiration her. Hendes køkken er ikke underlagt en masse dogmer. Men det sunde, grove og også gerne glutenfrie er i højsæde. Der benyttes hvedemel her og der, men i moderate mængder. Det samme gælder for sukker og tit foreslås kokossukker.
”Grøn mad. Grøn energi” føjer sig til mængden af veganske kogebøger, der demonstrerer at det plantebaserede køkken til fulde er sundt og smagfuldt. At det tillige er ukompliceret at lave, er et stort plus. Johanne Moesgaard har for længst slået sig fast som en dygtig vegansk opskriftsudvikler. Hun leverer bestemt også fin og indbydende inspiration her. Men bogens fulde potentiale udnyttes ikke optimalt. Hvor ér det ærgerligt.
Grøn mad. Grøn energi
100 opskrifter til en grønnere livsstil
Forfatter: Johanne Mosgaard
Forlag: Politikens forlag
192 sider, indbundet
Udgivelsesdato: Den 7. september 2023
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Hvad skal grønkålen i cremet karrysuppe med blomkål og kikærter? hvor blev kikærterne af i opskriften i Samvirke?